Lovkrav om hjelm på elløbehjul er ’for tidligt’ og uansvarligt i coronatid, mener udlejere

I stedet bør man fokusere på mere uddannelse af løbehjulsbrugere, mener de tre store elløbehjulsudlejere, der stiller spørgsmålstegn ved konklusioner om ulykker.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) vil gøre det lovpligtigt at bære hjelm, når man kører på elløbehjul.

Men et sådant lovkrav vil være forhastet politik.

Det mener tre firmaer, der siden starten af 2019 har udlejet elløbehjul i København og andre større byer.

- Grundlæggende er vores holdning den, at det et en god ide at bære hjelm, hvad end man kører på løbehjul eller cykel. Sikkerhed er vigtigt, og vi opfordrer altid vores brugere til at bære hjelm, siger Kristian Yde Agerbo.

Han er global direktør for politik og byudvikling hos elløbehjulsudlejeren Voi og samtidig talsperson for løbehjulsalliancen, som også inkluderer firmaerne Tier og Lime.

- Men det er alligevel for at tidligt at konkludere efter et års tid, at en hjelm er nødvendig ved lov. Det er et nyt køretøj, og der bør gå længere tid, før vi kan konkludere, om det er mere farligt end en cykel, siger han.

Højere risiko for ulykker

Mandag morgen meddelte transportminister Benny Engelbrecht (S), at han har bedt Færdselsstyrelsen om at sende nye regler med krav om hjelmpligt på elektriske løbehjul i offentlig høring. Hvis de nye krav gøres til lov, vil det betyde, at man skal bære hjelm, når man fører et elektrisk løbehjul, selvbalancerende køretøjer og motoriserede skateboards.

- Der er desværre fortsat alt for mange, der kommer galt af sted på elektrisk løbehjul. Derfor ser jeg gerne, at det fremover skal være lovpligtigt at bære hjelm i forbindelse med kørslen, siger Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.

De nuværende regler for elløbehjul

  • Føreren skal være fyldt 15 år (Nogle udlejningsfirmaer kræver 18 år).
  • Føreren skal følge cykelreglerne og derfor køre på cykelstien, hvis der er cykelsti og følge cyklistsignaler og -skiltning..
  • Føreren må ikke køre på fortovet, på gangstier eller i fodgængerfelter.
  • Føreren skal give tegn ved sving og stop.
  • Der må kun være én person på løbehjulet.
  • Føreren skal køre med lys på hele døgnet.
  • Promillegrænsen er 0,5 og der er nulgrænse for ulovlige stoffer.
  • Børn under 15 år må kun køre på elektrisk løbehjul i trafikken, hvis barnet er sammen med en voksen på 18 år eller derover, som har kontrol over barnets kørsel.
  • Elektriske løbehjul må højst kunne køre 20 kilometer i timen med motorkraft alene. Løbehjul, der kan køre hurtigere, er ikke tilladt i trafikken.
  • Der skal være en hvid eller gul lygte foran og en rød lygte bagpå. Lyset skal være tydeligt synligt på mindst 300 meters afstand.
  • Løbehjulet skal være forsynet med en rød refleks bagpå, en hvid refleks foran og gule eller hvide reflekser på hver side.
  • Der må ikke være noget sæde på løbehjulet
  • Løbehjulet skal være CE-godkendt. Det må højst veje 25 kilo, være 2 meter langt og 70 centimeter bredt.

 

Kilde: Færdselsstyrelsen

Ministeren henviser til ulykkesstatistikker fra 2019, der blandt andet viser, at risikoen for ulykker er syv gange så høj på elløbehjul som på en cykel, og at næsten 300 personer i 2019 kom til skade i ulykker med elløbehjul alene i Region Hovedstaden.

- Der er efterhånden mange udlejningsløbehjul i trafikbilledet, og desværre ser vi, at de ofte bliver brugt til transport i nattelivet, hvor der også ofte er alkohol involveret, udtaler transportministeren.

Et spørgsmål om uddannelse

Men spørger man udlejningsselskaberne, så vil lovpligtig brug af hjelm ikke eliminere ulykkerne. I stedet handler det om, at danskerne skal blive mere forvænt med elløbehjul som transportmiddel.

- Sikkerhed på løbehjul handler i bund og grund om, at brugerne kører ansvarligt. Det kræver uddannelse i ansvarlig brug at den nye transportform. Vi kan godt forstå intentionerne bag et lovkrav, men at konkludere baseret på data fra ét år, er simpelthen for hurtig en konklusion. Det her er et nyt transportmiddel, som kræver en tilvænningsproces, siger Kristian Yde Agerbo.

Han peger på, at brugen er cykelhjelm de seneste år er steget markant uden at gøre brug af lovkrav. Det er ifølge talspersonen for løbehjulsalliancen opnået gennem effektive uddannelses- og oplysningskampagner. Derfor bør man i stedet for lovkrav lave en lignende indsats ved elløbehjulene.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Kristian Yde Agerbo, politisk direktør i Voi og talsperson for løbehjulsalliancen, mener, at et forbud mod at gøre det, som han gør på billedet her - køre uden hjelm - sker på for tyndt et grundlag.
Kristian Yde Agerbo, politisk direktør i Voi og talsperson for løbehjulsalliancen, mener, at et forbud mod at gøre det, som han gør på billedet her - køre uden hjelm - sker på for tyndt et grundlag.
Foto: News Øresund Johan Wessman. © News Øresund Johan Wessman (CC BY 3.0).

Derudover mener Kristian Yde Agerbo fra Voi, at et hjelmkrav kan ende med at få uhensigtsmæssige konsekvenser i forhold til coronasmitte. For hjelm som lovpligt kan betyde, at udlejningsselskaberne skal montere hjelme på løbehjulene, som brugere kan bruge under turen og lade gå videre til den næste bruger.

- Et lovkrav til reelt set betyde, at vores brugere skal gå rundt med en hjelm i baglommen eller rygsækken, som de kan tage på, når de lejer et elløbehjul. Hvis vi skal stille hjelme til rådighed monteret på selve løbehjulene, vil der være en risiko forbundet med det, især i forbindelse med hygiejne og corona.

- Derudover tvivler jeg på, at specielt mange vil synes, det er tiltalende at skulle iføre sig en hjelm, som alle mulige kan have haft på forinden, siger han.

Uønsket af flertal i København

Debatten om at gøre hjelme lovpligtige sker, alt imens et flertal af kommunalpolitikere på Københavns Rådhus er klar til at gøre brug af udvidede beføjelser fra en ventet revidering af vejloven til at forbyde opstilling af udlejningsløbehjul på offentlige arealer i store dele af kommunen.

I sidste uge var flertallet tæt på at træffe beslutningen, som ifølge elløberhjulsudlejerne reelt set vil forvise dem fra København, men sagen er nu udskudt og skal behandles på et senere tidspunkt i Borgerrepræsentationen.

Bag flertallet for at forbyde udlejningsløbehjul i store dele af København står transportministerens partifæller fra Socialdemokratiet.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Syn som dette kan blive ulovligt i fremtiden, hvis det står til transportminister Benny Engelbrecht (S).
Syn som dette kan blive ulovligt i fremtiden, hvis det står til transportminister Benny Engelbrecht (S).
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kristian Yde Agerbo ønsker ikke at svare på, om transportministerens ønske er endnu et signal om, at udlejningsselskaberne er ønskede i bybilledet. I stedet ser han det som en invitation til debat.

- At ministeren gerne vil debattere et hjelmkrav, er for mig en understregning af, at løbehjul er kommet for at blive – og så tager vi meget gerne den debat.

Forslaget til hjelmpligt kræver ikke en decideret lovændring og kan formentlig klares via en ændring fra Færdselsstyrelsen i bekendtgørelserne om små motoriserede køretøjer. Ønsket om at ændre loven sendes i offentlig høring, så der nu skal indsamles argumenter enten for eller imod hjemkravet. Når høringen er overstået, kan der træffes en beslutning.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik