Losseplads skal betale brandmænds løn

Normalt er det skatteyderne, der modtager en regning for at få tømt skraldespande og for at kunne køre skrald på lossepladsen, men i går var situationen omvendt.
Her sendte to borgmestre en regning til affaldsselskabet Nordforbrænding på vegne af skatteyderne i Fredensborg og Helsingør Kommuner, som i første omgang har betalt regningen for at få slukket branden på Toelt Losseplads i oktober sidste år. I over en uge kæmpede brandfolk i døgndrift for at få ilden i det enorme affaldsbjerg under kontrol, og det har kostet Nordsjællands Brandvæsen 864.000 kroner.
Den regning vil borgmestrene i Helsingør og Fredensborg Kommune have Nordforbrænding til at dække.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Vi ville aldrig sende en regning, hvis Nordforbrænding havde overholdt lovgivningen. Men sagen er, at Nordforbrænding havde opmagasineret for meget brandbart materiale, og derfor udviklede branden sig voldsomt. Jeg mener ikke, at skatteyderne i Helsingør og Fredensborg Kommune skal betale den regning alene, siger Thomas Lykke Pedersen (S), borgmester i Fredensborg Kommune.
Da branden opstod, var der næsten dobbelt så meget brandbart affald på Toelt Losseplads som tilladt i miljøgodkendelsen. Det gjorde slukningsarbejdet besværligt, og den ugelange brand skabte store røggener for lossepladsens naboer.
Nordforbrændings nye bestyrelsesformand, Morten Slotved (K), borgmester i Hørsholm, vil endnu ikke sige, om han synes, at Nordforbrænding skal betale regningen.
- Jeg skal først have undersøgt, hvad man normalt gør i en sådan situation, siger Morten Slotved.
Hele sagen får desuden et efterspil i retten i Helsingør, da der er rejst et erstatningskrav på den gevinst, som Nordforbrænding før branden havde opnået ved ikke at overholde miljøgodkendelsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik