Lokalbanen truer med retssag

Hvis politikerne i Hillerød fastholder et påbud til Lokalbanen om at opføre støjmure ved de nærmeste naboer til banens centralværksted og baneterrænet ved Hillerød Station, så vil sagen i yderste konsekvens havne hos domstolene, skriver Lokalbanen A/S i en henvendelse til Hillerød Kommune.

I april måned bestemte politikerne i teknisk udvalg at varsle et påbud til Lokalbanen om at opføre støjmure mod naboerne for at få togstøjen ned i de tidlige morgentimer, skriver Frederiksborg Amts Avis. Det vil ifølge Lokalbanen koste mindst 14 millioner kroner, og banen peger selv på en anden løsning, hvor man nøjes med at etablere trykluftsanlæg, som kan forsyne togstammerne med trykluft, hvilket vil reducere tomgangskørslen fra de tidlige morgentog. Det var også denne løsning, Hillerøds tekniske forvaltning anbefalede, men politikerne mente ikke, at det var nok. - Det er Lokalbanens klare opfattelse, at Hillerød Kommune ikke lovligt kan udstede det varslede påbud, da konsekvenserne ved at skulle efterkomme påbuddet ikke er proportionale med hverken omkostningerne dertil - eller den samfundsmæssige nytteværdi af lokalbanens virke, udtaler Kurt Lauridsen, Lokalbanens kvalitets og miljøchef. Han peger på, at eneste alternativ til en dyr støjvold, hvis kravet opretholdes, er først at køre tog i køreplan fra klokken 7.30, hvilket vil påvirke store dele af den nordsjællandske kollektive morgentrafik.I brevet til kommunen peger Lokalbanen på, at det er en enkelt blandt omkring 100 naboer, der har klaget over togstøjen, at Helsingør Kommune har givet en dispensation for støjkrav til morgenopstart af tre togsæt, og at der kun vil være minimale støjgener, hvis man bygger et eksternt trykluftsanlæg til en udgift på cirka 1,3 millioner kroner.- Udfaldet af denne sag har vidtrækkende driftsmæssige og økonomiske konsekvenser ikke bare i relation til anvendelsen af samtlige Lokalbanens togdepoter, men også for alle øvrige togoperatører i Danmark, skriver miljøchefen i Lokalbanens brev til Hillerød Kommune.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik