Loger tiltrækker i stigende grad yngre mennesker

"Jeg vil ikke sige, at der mangler åndelighed i det moderne samfund, men mange mangler nok et sted at gøre af den - et fællesskab omkring livets store spørgsmål. Og det finder jeg her."

Sådan udtrykker Jon Bloch Skipper det, når han skal forklare, hvorfor han i en alder af 30 år valgte at søge ind i Den Danske Frimurerorden. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Der findes i alt 21 loger og ordener i Danmark af meget forskellig størrelse - fra omkring 100 til knap 14.500 medlemmer - og flere af dem oplever i disse år en stigende tilgang fra særligt yngre mennesker. Blandt andet Den Danske Frimurerorden, som i dag tæller 9600 medlemmer, fortæller stormesterens prokurator, Niels Nordskov:

"Jeg tror, det handler om, at udviklingen i dag går så hurtigt, at de unge ikke når at fordybe sig. Der er noget, man ikke når at få med sig i sin åndelige udvikling. Det kan vi så tilbyde sammen med fællesskab og en række andre værdier, man ikke kan finde på sit cv," siger han.

Gennemsnitsalderen i logen 45 år og "pænt på vej nedad", som Niels Nordskov udtrykker det.

Man kan ikke se det direkte på et øget medlemstal i logerne, da man i mange år netop har haft en overvægt af meget gamle medlemmer, og derfor en stor naturlig afgang.

Men ser man på tilgangen, er den i støt stigning. I Den Danske Frimurerorden optog man i år 460 medlemmer mod 296 for 10 år siden. Et andet eksempel er Dansk Broder Orden med 1200 medlemmer fordelt på 17 loger over hele landet. Her har man haft en kraftigt øget tilgang de senere år, fortæller Thorleif Bundgaard, ledende mester i Dansk Broder Orden i Aarhus:

"De unge giver udtryk for, at der sker så meget rundt omkring i samfundet: en uro og form for utryghed. Derfor savner de et sted at gå hen, hvor der er fælles værdier, og hvor man ser på, hvem du er som person, og ikke, om du er arbejdsmand eller direktør. Hovedelementet hos os er familieværdierne, og det tiltaler mange yngre mennesker," siger han.

Ilse Kristoffersen er søsterlig såkaldt deputeret storsire i Odd Fellow Ordenen, der med cirka 14.500 medlemmer er landets største orden. Ud af medlemsskaren er omkring 6000 såkaldte søstre, da ordenen er en af de få, der optager både mænd og kvinder.

Også her har man oplevet en tilgang af yngre mennesker:

"Jeg tror, de unge bliver tiltrukket af de faste rammer og traditioner, som der jo har været en tendens til, at man var ligeglad med. Men vi vil gerne bibeholde traditionerne, og stadig flere yngre mennesker finder ud af, at det er den slags ting, som vi kan være fælles om," siger hun.

Henrik Jensen, lektor ved Roskilde Universitet på Institut for Kultur og Identitet, ser den øgede interesse for logerne blandt yngre som en reaktion på et samfund, som er blevet meget individualiseret, hvor man selv skal gøre karrieren, finde vejen og klare sig selv.

"Det kan godt føles som en frihed, men det kan også gå hen at blive en tomhed. Og så kan man godt føle sig tiltrukket af et symbolsk fællesskab, hvor der er et hierarki, og en overskuelighed i form af orden og klare værdier," siger han.

I en tid, hvor det ikke længere er givet, at man tilhører et politisk parti eller et religiøst fællesskab, kan det være svært at se en struktur i, retning på eller mening med tingene, siger han:

"I loger eller lignende grupperinger er der mange traditioner og samtidig nogle historiske linjer bagud, som kan virke som fortøjninger. De ting, man gør i loger, kan virke absurde, hvis man piller enkelte dele ud, men som helhed bliver det til noget meningsfuldt for den enkelte."


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik