Lejere lever ulovligt i usunde kældre

»Kælderværelse til leje, adgang til køkken og bad«. En hurtig søgning på internettet afslører over 15 annoncer, hvor private udlejer kælderværelser alene i københavnsområdet. Det er ikke tilladt at leje kælderværelser ud til beboelse, alligevel bor mange til leje under jordens overflade.

Flere gange om ugen bliver Lejernes Landsorganisation (LLO) kontaktet af folk, der bor til leje i et kælderværelse, skriver Politiken lørdag. De fleste ringer, fordi de mener, de betaler for høj husleje, men en del har problemer med indeklimaet og dårlig vedligeholdelse af deres værelse. »Kælderlugt er lugten af skimmelsvamp. Det findes i rigtig mange kældre og er noget farligt skidt at bo i. Derfor skal man ikke sove i en kælder«, siger Claus Højte, sekretariatschef i LLO Hovedstaden til Politiken. Det er forbudt at leje kældre ud til beboelse, fordi undersøgelser viser, at beboerne har større risiko for at udvikle luftvejssygdomme end lejere, der lever højere oppe. Kældre mangler også ofte hurtige flugtveje, hvis der udbryder brand. »Da det var lovligt at bo i kælderen i gamle dage, vidste alle, at man blev syg af det. Man boede der kun, hvis man ikke havde råd til andet. I dag er det ikke tilladt, men helbredsproblemerne er de samme«, siger seniorforsker Lars Gunnarsen fra Statens Byggeforskningsinstitut til Politiken. Det er nemt at slippe af sted med at leje kælderværelser ud til beboelse. Hverken i København, Odense eller Aalborg gør kommunen noget for at finde og stoppe de ulovlige lejemål. De har ellers både mulighed for at beordre udlejere til at opsige deres lejer og for at slæbe udlejere i retten, hvis de nægter at smide kælderbeboeren ud. Men det sker yderst sjældent. »Vi er absolut ikke opsøgende på det her område, så det kræver, at en nabo eller andre henvender sig og gør os opmærksomme på det. Jeg husker ikke, at private har fået en bøde for at leje et kælderværelse ud i Københavns Kommune de seneste fem år«, siger Poul Nielsen, områdechef i Center for Byggeri i Københavns Kommune, til Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik