Laver musik ud af forsinkelser på S-tog: Nu er Malthe færdig med vildt projekt

Nu kan du høre lyden af forsinkelser på din S-tog-station.

Malthe Stadsgaard har som lovet færdiggjort et specielt og enormt omfattende projekt. 

Efter knap to måneders intensivt arbejde har den 23-årige studerende fra København nu indhentet oplysninger om forsinkelser på samtlige togstationer i landet - og omsat det til musik. 

Således kan du nu lytte til lyden af forsinkelser på 274 stationer - blandt andet alle S-tog-stationer og øvrige stationer i TV 2 Lorrys sendeområde. Det findes her.

Han har uden særlige forudsætninger sågar sammensat nogle af videoerne til et samlet værk.

- Der har været en del udfordringer undervejs, da lyd er ikke et domæne, jeg har bevæget mig i så meget før, siger Malthe Stadsgaard.

Lyt til de melodiske toner i det samlede værk herunder:

Passioneret elektronikfagtekniker in spe

Du kan læse en teknisk forklaring på projektet lidt senere. Men den forenklede version er, at musikken opstår, når forsinkelser i rejseplanen.dk bliver sendt som en værdi til et program, der tilknytter denne værdi en node. 

Værkerne er et resultatet af en særpræget passion. 

- Jeg tror, at jeg er meget interesseret i at kortlægge ting for tiden. I sommer forsøgte jeg at finde det sted på Møn med færrest elektromagnetiske bølger. Samtidig er jeg meget interesseret i at automatisere ting, og det gør jeg i den grad lige nu med dette projekt om togforsinkelser, sagde Malthe Stadsgaard, da TV 2 Lorry talte med ham første gang i oktober måned, da projektet endnu var ungt. 

Malthe Stadsgaard pendler hver dag fra Københavns Hovedbanegård til Ringsted Station, hvor han læser til elektronikfagtekniker. Der er ofte forsinkelser på strækningen - og pludselig var der født en idé i hovedet på den autodidakte lydkunstner.

Artiklen fortsætter under billedet...

Hjemmestudiet.
Hjemmestudiet.
Foto: Malthe Stadsgaard

Sådan gør han

Han kalder det et forsøg på at lave en sonificering (data, der laves om til lyd, eksempelvis som en geigertæller, red.) af forsinkelser på det danske tognet. Det bliver til et såkaldt aleatorisk musikstykke - tilfældighedsmusik.

- Man kan kalde det for en slags elektronisk vindharpe, hvor man sætter nogle parametre op for, hvordan den skal lyde. Men uden at jeg selv har nogen form for kontrol over den, siger Malthe Stadsgaard til TV 2 Lorry. 

Få en mere uddybende forklaring herunder. Artiklen fortsætter under faktaboksen...

Sådan gør han:

  • Malthe Stadsgaard vælger en station på et tilfældigt tidspunkt på dagen - dog ofte om eftermiddagen. Han åbner rejseplanen.dk for at følge, hvilke tog der passerer stationen i den valgte time. 
  • Hvis et tog er forsinket, vil et af Malthe Stadsgaards programmer hente data fra rejseplanen.dk og sende det videre til et andet program. 
  • Dette andet program registrerer dataen og sender derefter signaler videre til musikprogrammet Logic. Dette program omsætter dataen til lyd. 
  • Hvis et tog fra Københavns Hovedbanegård, der er sat til at afgå klokken 07.52, er forsinket med et minut, vil der helt op til klokken 07.53 være en konstant lyd af dette ene minut, der er forsinket. 
  • Når der ikke kan høres noget i YouTube-videoerne, betyder det således, at der ikke afspilles registrerede forsinkelser. 

En del udfordringer

I det samlede værk med titlen “25.ps1:218 char:8½” har Malthe Stadsgaard sat et program til automatisk at indsætte 25 tilfældige stationer, der repræsenterer de 25 forskellige lyddesign, der er brugt på de 274 stationer. 

Dernæst har han sendt det hele en tur gennem lydmixeren. 

- Jeg er rigtig godt tilfreds med “25.ps1:218 char:8½” - en dag laver jeg muligvis en video-version med alle stationerne, siger Malthe Stadsgaard. 

Her kan du læse Malthe Stadsgaards egen og ganske udførlige beskrivelse af, hvordan forsinkelserne bliver omsat til lyd:

For nørderne:

  • Data fra rejseplanen.dk bliver sendt igennem stationer af forskellige software. Denne software har tilknyttet en programsekvens, der er bundet op på en kode, som er programmeret i Javascript.
  • Koden henter oplysninger fra rejseplanens REST API (den data, en virksomhed giver ud - i dette tilfælde trafikoplysninger). Koden henter nye informationer hvert fjerde sekund og måler forsinkelser op til seks minutter. Koden overfører denne information til programmet MAX/MSP (visuelt programmeringssprog for musik og multimedier), som omsætter informationen til signaler, som derefter omsættes til lyd.
  • Et eksempel på dette kan være en togafgang fra Københavns Hovedbanegård, som kører ud med en forsinkelse på to minutter. Disse to minutter bliver som værdi transmitteret af koden ind i MAX/MSP, som tilknytter værdien en node. Hvert minut har tilknyttet ti forskellige noder. Det efterlader os med 60 forskellige noder i spil.
  • I MAX/MSP bliver hver node tilegnet en værdi og overført til en tangent på et visuelt keyboard, som befinder sig i programmet Logic.
  • Dette skaber et aleatorisk musikstykke, som opdaterer sig selv igen og igen, og som aldrig er det samme.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik