Lars Hedegaard kommer ikke til debataften

Formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard kommer ikke til den debat i aften i foreningen, der skulle handle om omskæring af drenge.

Det siger Ingrid Carlqvist, der netop har talt med sin ven og kollega Lars Hedegaard. Sammen udgiver de to den islamkritiske ugeavis Dispatch International.

- Han har sagt til mig, at han ikke kan deltage i mødet, og det er ikke noget, han har bestemt, det har PET, siger Ingrid Carlqvist.

Ingrid Carlqvist siger, at hendes samtale med Lars Hedegaard - der blev forsøgt skudt ned i entredøren foran sin bolig på Frederiksberg tirsdag i denne uge - var meget kort:

- Han har ikke sagt andet, end at PET ikke kan garantere for hans sikkerhed, hvis han dukker op, fortæller Ingrid Carlqvist til DR Nyheder og fortsætter:

- Det er frygteligt, at formanden for Trykkefrihedsselskabet nu er så truet, at han ikke kan komme til arrangementet i aften. Det er et slag mod ytringsfriheden.

Så du er helt sikker på, han ikke kommer i aften?

- Ja, det er jeg.

DR Nyheder har været i kontakt med flere af bestyrelsesmedlemmerne i Trykkefrihedsselskabet. Ingen af dem har fået et afbud fra Lars Hedegaard endnu. Men medlem Aia Fog siger:

- Det er jeg selvfølgelig ked af at høre, jeg ville gerne have set ham. Men jeg forstår også godt, at han lytter, når PET fraråder ham det, siger hun.

Debatarrangementet i aften, der har været planlagt længe afvikles, selvom Lars Hedegaard ikke dukker op som ordstyrer. Arrangementet finder sted på Christianshavn klokken 19.30.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik