Landsret til beboer: Ja til bro i København er ulovlig

Olafur Eliassons bro over kanal i København fik ja på ulovligt grundlag. Landsretten giver beboer medhold.

Myndighederne må forfra med sagen om den såkaldte Cirkelbroen i København.

Det bliver den sandsynlige konsekvens efter en dom afsagt af Østre Landsret onsdag.

Landsretten slår fast, at Natur- og Miljøklagenævnet traf en ulovlig afgørelse, da nævnet godkendte Københavns Kommunes grønne lys.

Broen er tegnet af Olafur Eliasson og betales af Nordea-fonden. Den skal føres over Christianshavns Kanal og forbinde havnepromenaden ved Danisco med Christianbro.

Det er en beboer i området, som nu har fået medhold.

Manden førte først sagen ved Københavns Byret, som dog ikke kunne se noget galt ved nævnets afgørelse. Derefter ankede han til landsretten.

Da projektet blev godkendt, skete det med Københavns Kommunes velsignelse. Kommunen besluttede at dispensere fra lokalplanen og et tillæg. Og denne dispensation fik det blå stempel af Natur- og Miljøklagenævnet.

Men denne afgørelse lider altså af en retlig mangel, konstaterer landsrettens dommere, der selv har været ude at besigtige området, som rummer betydelige kulturhistoriske værdier.

Lokalplanen og tillægget giver kun mulighed for en "let gangbro".

Afgrænsningen er ikke helt klar og præcis, noterer landsdommerne.

Men Cirkelbroen er ikke i den lette ende:

Den består af fem cirkelformede betondæk hver med en mast. Den højeste mast er godt 24 meter. Desuden forsynes broen med LED-lys.

Landsretten siger, at Cirkelbroen er mere end en bro. Den er også et kunstværk og et opholdssted.

At kommunen gennemførte en begrænset nabohøring er ikke tilstrækkeligt. Det er nødvendigt med en ny lokalplan med tilhørende mulighed for, at offentligheden giver sin mening til kende, fremgår det af dommen.

På grund af udfaldet skal nævnet nu betale 125.000 kroner i sagsomkostninger til borgeren, der fik ret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik