Landbetjent erkender bedrageri.

Det var tænkt som et lån, da landbetjent fra Viby August Peterson i løbet af 2004 tog omkring 100.000 kroner fra den personaleforening, han sad som kasserer i, skriver DAGBLADET Roskilde.

Men pengene nåede aldrig retur, før han for cirka tre uger
siden blev opdaget.

- Jeg ville betale tilbage. Det var hele tiden planen, og jeg
nåede at betale en del af pengene tilbage, men ikke det hele, og
så blev det opdaget, forklarer den nu suspenderede landbetjent,
der har været i politiet i 33 år.

55-årige August Peterson blev skilt i år 2000 og flyttede
derefter sammen med sin nuværende hustru. Aftalen var, at han
skulle have sin gamle gæld fra det tidligere ægteskab ud af
verden, og det var den plan, der i 2004 fik August Peterson til
at tage af foreningens penge.

- Jeg havde et akut problem og så ikke andre muligheder. Jeg
ved ikke, hvorfor jeg ikke henvendte mig til banken, det tror
jeg slet ikke, jeg kunne overskue, fordi der var så meget andet,
og så tog jeg pengene løbende over hele 2004. Jeg vidste
selvfølgelig, at det var forkert, men det var en hurtig løsning,
og jeg kunne så afdrage løbende, siger August Peterson, der ikke
kan huske det præcise beløb, men erkender, at det ligger i
nærheden af de 100.000 kroner.

Han forsøgte at betale pengene tilbage ved at bruge sine egne,
når foreningen havde udgifter til forskellige ting, men han har
ikke overblik over, hvor meget han nåede at returnere.
- Jeg ved det ikke. Det drejer sig ikke om halvdelen. Så meget
nåede jeg ikke op på, men jeg kan ikke komme med noget præcist
beløb, siger han.

For cirka tre uger siden opdagede foreningens afgående formand
bedrageriet. I forbindelse med overdragelsen af posten til den
nye formand ville han gennemgå regnskaberne, og det var her, at
han pludselig stødte på nogle huller i kontoudtogene fra 2004.
August Peterson erkendte herefter blankt, at han havde taget af
kassen, og så blev han ret hurtigt suspenderet og frataget sine
ting på kontoret i baghaven, hvorfra han har fungeret som
landbetjent i Viby de sidste fire år.

- Det var da forfærdeligt. Men jeg har jo hele tiden vidst, at
der var en risiko for at blive opdaget. Jeg havde bare ikke
regnet med, at det skete, for der ligger ikke forfalskede bilag
eller andet, der lige umiddelbart virker mistænkeligt, siger
August Peterson.

Sagen er nu overdraget til en anden politikreds og kan i
værste tilfælde ende med fængselsstraf på op til halvandet år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik