Lægemiddelstyrelsen har fundet ti blodpropper efter AstraZeneca-vaccination i Danmark

Lægemiddelstyrelsen understreger, at der ikke er fundet sammenhæng mellem blodpropper og AstraZeneca-vaccine.

Der er fundet i alt ti blodpropper hos borgere i Danmark er indberettet, efter at de har modtaget AstraZeneca-vaccinen.

Det oplyser Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.

Styrelsen understreger, at det endnu ikke vides, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne.

- Lægemiddelstyrelsen er ved at behandle 10 indberetninger, hvor blodpropper eller symptomer på blodpropper, der er opstået efter vaccination, er beskrevet i indberetningerne.

- Det kan på nuværende tidspunkt ikke konkluderes, om der kan være en sammenhæng med vaccinen, da sagerne ikke er færdigbehandlede, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

I alt 140.000 borgere i landet har fået mindst ét stik med AstraZenecas vaccine mod covid-19.

Ti alvorlige bivirkninger indrapporteret

I alt har Lægemiddelstyrelsen modtaget 16.998 indberetninger om formodede bivirkninger.

449 indberetninger er behandlet per 16. marts, skriver styrelsen torsdag.

Desuden er der indberettet i alt ti tilfælde af kraftige allergiske reaktion.

De otte er tilfælde af anafylaksi, der kan betegnes som en meget kraftig allergisk reaktion, der i værste fald kan føre til dødsfald, hvis den ikke behandles.

Tilfældene opstod efter første stik.

I Danmark har én person mistet livet, efter at hun blev vaccineret med AstraZeneca-vaccinen.

Hun havde et usædvanligt sygdomsbillede med lavt antal blodplader, blodpropper i små og store kar samt blødning.

Det er uvist, om dødsfaldet har nogen sammenhæng med vaccinationen.

Enkelte andre lande i Europa har også haft enkelte dødsfald efter vaccination med AstraZenecas vaccine.

EMA: Vaccine sikker og effektiv

Ifølge EUs lægemiddeltilsyn EMA kan vaccinen dog fortsat anvendes - fordelene opvejer simpelthen ulemperne, lyder det fra Emer Cooke, som er direktør for Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) på en pressekonference torsdag.

- Vi kan dog stadig ikke definitivt udelukke en forbindelse mellem tilfælde af blodpropper og vaccinen, tilføjer hun.

Derfor vil der nu blive igangsat yderligere undersøgelser af, om der er en sammenhæng.

I EU er der givet syv millioner vacciner fra AstraZeneca, mens det i Storbritannien er 11 millioner.

EMA anbefaler dog, at man er ekstra opmærksom på eventuelle bivirkninger hos personer, der har fået vaccinen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik