Lånerne strømmer til biblioteket på nettet - det læser de

Selvom de fysiske biblioteker er lukkede, fejler borgernes læselyst intet. I Roskilde er udlån af e-bøger steget med 85 procent. Den digitale bogtjeneste eReolen bekræfter en generel stigning i online udlån.

En virus har lukket biblioteket, så hvor går man hen, når læselysten melder sig, og den hjemlige boghylde ikke længere rækker?

På nettet, naturligvis. Det har Roskildes læseheste fundet ud af.

Tal fra Roskilde Bibliotekerne viser en stigning på 85 procent i de digitale udlån sammenlignet med samme periode sidste år.

De fysiske biblioteksbøger er i denne corona-tid blevet erstattet af e-bøger, lydbøger og online ressourcer.

Biblioteks- og borgerservicechef Christian Lauersen glæder sig over, at borgerne har fundet frem til bibliotekets digitale tilbud:

- Behovet for litteratur og kultur forsvinder jo ikke, fordi vi er i undtagelsestilstand. Det er det naturlige behov for at fordybe sig, som bare har bevæget sig over på nogle andre platforme. Vores fysiske bibliotek er lukket ned, så vi har prøvet at imødekomme brugernes behov ved at hæve budgetterne til eReolen og Filmstriben, siger han til TV 2 Lorry.

Normalt kan roskildegensere låne op til tre e-bøger og tre lydbøger på eReolen om måneden.

Men fordi kommunen har øget budgettet, kan man i nedlukningsperioden låne hele seks af hver. Det har lånerne taget til sig.

Tallene fra Roskilde viser, at der i marts måned blev udlånt 4320 e-bøger sammenlignet med 2339 i samme måned sidste år.

Digital top-10 på Roskilde Bibliotekerne - Mest lånte e-bøger

Skolen af Jesper Wung-Sung

 

Langt fra det hvide hus af Mette Vedsø

 

Til min søster af Dy Plambeck

 

Børnemagt – da verden gik under af Anders Morgenthaler

 

Gummi-Tarzan af Ole Lund Kirkegaard

 

Silke af Bent Haller

 

Dødens sang – og andre gys af Kenneth Bøgh Andersen

 

Blindskud af Jakob Fälling

 

7.A af Bjarne Reuter

 

Dødningedukken af Peter Mouritzen

Digitale udlån boomer

Også Helsingørs borgere låner flere e-bøger end normalt.

- I løbet af de seneste uger er antallet af digitale udlån steget med 50 procent, fortæller chef for Helsingørs Kommunes Biblioteker Søren Mørk Petersen.

For at imødekomme den store læselyst har kommunen ligesom i Roskilde fordoblet det månedlige loft over, hvor mange bøger man må låne.

I stedet for fem e-bøger og lydbøger kan borgerne nu låne op til ti af hver.

Samme billede oplever de hos Gladsaxe Bibliotekerne. Her oplever man kraftig stigning i udlån af e-bøger på 70 til 80 procent i forhold til normale perioder.

Bibliotekerne er lukket under corona-krisen, men lånerne strømmer fortsat til. I stedet for at låne fysiske bøger oplever bibliotekerne et boom i e-bøger.
Bibliotekerne er lukket under corona-krisen, men lånerne strømmer fortsat til. I stedet for at låne fysiske bøger oplever bibliotekerne et boom i e-bøger.
Foto: Christian Liliendahl/Ritzau Scanpix

Københavnsk stigning på 98 procent

Hos eReolen, som er bibliotekernes fælles tilbud af e-bøger, lydbøger og digital litteratur, bekræfter man en samlet stigning i online udlån.

På landsplan er antallet af udlån steget med 85 procent sammenlignet med samme tid sidste år.

København topper listen over flest digitale udlån. Her har man under corona-krisen oplevet en stigning på hele 98 procent.

Tal fra eReolen viser desuden tydeligt, at vi låner flest e-bøger i hverdagene. I weekenden falder udlånet for at stige kraftigt igen mandag.

Størstedelen af de digitale udlån er børne-e-bøger. Så tallene viser blandt andet, at børnefamilier bruger den virtuelle bogreol som et hjælpemiddel i en coronaramt hverdag.

Fremtidens bibliotek er digitalt

I Roskilde er bibliotekarerne sendt hjem, men fra hjemmekontorerne arbejder de fortsat med at formidle litteratur til brugerne.

Roskilde Bibliotekernes Facebook-side deler de ud af boganbefalinger og tip til de digitale boghylder og lydbanker.

Biblioteks- og borgerservicechef Christian Lauersen fortæller desuden, at biblioteket arbejder på at afvikle nogle af bibliotekets planlagte forfatterarrangementer i en online version.

Han peger i det hele taget på, at den aktuelle corona-krise har sat turbo på den digitale udvikling af biblioteket. Han forventer, at tendensen kan fortsætte på den anden side af krisen.

- Vi ser den digitale transformation rykke hurtigt i disse dage, og vi lærer meget på det område. Jeg tror, at mange får nedbrudt nogle barrierer i forhold til e-bøger og digitale ressourcer, så jeg tror, at vi efter denne tid vil se ændringer i den måde, folk bruger biblioteket på, siger han.

Digital top-10 på Roskilde Bibliotekerne - Mest lånte netlydbøger

Til min søster af Dy Plambeck

 

Peddersen og Findus – alle historier af Sven Nordqvist

 

Og sådan blev det af Maren Uthaug

 

So long Marianne af Kari Hesthamar

 

Afrikas Horn af Wilbur Smith

 

Den hemmelige datter af Shilpi Somaya Gowdi

 

After 1 – Mødet af Anna Todd

 

Min fucking familie af Ina Bruhn

 

Børnemagt – da verden gik under af Anders Morgenthaler

 

Karla har en strømpetyv i familien af Pia Olsen, Karla Elena Olsen​


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik