Kvickly gav skadeligt slik til børn

I november sidste år besluttede Coop Danmark, der driver Kvickly xtra-butikkerne, at de ville fjerne de såkaldte azofarvestoffer samt tjærefarvestoffet E104 fra hylderne.Men da Kvickly xtra i Slotsarkaderne i Hillerød lørdag inden fastelavn uddelte omkring 500 gratis slikposer til børn, var posernes farvestrålende indhold fyldt med de ellers bandlyste tilsætningsstoffer, som flere undersøgelser har afsløret som sundhedsskadelige. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

E104 er et syntetisk tjærefarvestof, der kan give allergilignende symptomer samt børneeksem og diarré. Azofarvestofferne, som ligeledes er på listen over de stoffer, der er strøget fra Coop Danmarks hylder, kan give høfeber, nældefeber eller astma.Mikael Funch var sammen med sine børn blandt de handlende i Kvickly xtra den pågældende lørdag. Børnene fik hver en pose slik, men efter at have studeret ingredienslisten konfiskerede Mikael Funch poserne.»At forære giftstofferne væk og samtidig score goodwill hos intetanende småbørnsfamilier på fastelavnsindkøb finder jeg ansvarsløst og moralsk fordærveligt,« skriver den rystede familiefar i en klage til Coop Danmark.Hos Coop Danmark var man ikke klar over problemet, før Frederiksborg Amts Avis kontaktede kvalitetschef Karin Frøidt.- Det slik, der blev uddelt i forretningen, er ikke noget, vi sælger. Det var en gratis gave fra en leverandør, og derfor er ingredienserne ikke blevet tjekket, siger Karin Frøidt, der godt kan forstå Mikael Funchs reaktion.- Hos den pågældende Kvickly er de frygteligt kede af, at de har uddelt slikposerne, siger Karin Frøidt, der nu vil sørge for, at alle Coop Danmarks butikker får besked på, at de fremover skal sende gratis varer til Coop Danmark, så de kan blive tjekket.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik