Kulturværft lænser kommunekasse

Helsingørs nye kulturhus med et budget på 290 millioner kroner, som skal åbne 10. oktober, bliver 14 millioner dyrere. Årsagen til regningen er blandt andet kraftige vandskader, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Helsingørs kulturelle storsatsning på Kulturværftet med et budget på 290 millioner kroner, der skal åbne 10.10. 2010 klokken 10, bliver endnu dyrere. For Frederiksborg Amts Avis kan i dag afsløre, at medlemmerne af Helsingør byråd på et budgetseminar blev præsenteret for en ekstraregning i størrelsesordenen 14 millioner kroner.
Den nye regning kommer efter, at der i foråret blev givet en tillægsbevilling på fem millioner kroner til blandt andet elinstallationer. Denne gang skyldes de ekstraordinære omkostninger for en stor dels vedkommende fugt og vandskader, som blandt andet skyldes sommerens kraftige regnbyer. Det har forsinket hele byggeprojektet, da lokalerne først skal affugtes, før der eksempelvis kan lægges gulve.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, og det belaster vores kassebeholdning, men alle er heldigvis enige i, at vi skal finde pengene, for vi kan ikke bare stoppe byggeriet, siger borgmester Johannes Hecht-Nielsen (V) til Frederiksborg Amts Avis.
Den ekstraordinære regning kommer samtidig med, at politikerne i Helsingør er i gang med at forhandle budgettet for 2011, hvor der skal findes op mod 140 millioner kroner, og der tales blandt andet om skolelukning og lukkeuger. Johannes Hecht-Nielsen (V) forklarer dog, at pengene vil blive fundet på budgettet for 2010.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik