Sådan undgår du startproblemer, når kulden rammer

Den kolde vinterluft har for alvor ramt Danmark, og kulden kan tære hårdt på din bils batteri. Her kan du en fagmands gode råd til at sikre dig mod startproblemer i vintermånederne.

Vintermånederne kan være hård kost for bilens batteri. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Glatte indkørsler, iskrystaller på græsstråene og frost på forruden.

Det er, hvad der de kommende morgenener venter bilister, nu hvor vinterkulden for alvor sætter ind.

Vintermånederne kan byde på en kold start på dagen, når nattetemperaturerne har været under eller omkring frysepunktet – og det kan være hård kost for bilens batteri.

Læs også Sådan kan tågen koste dig 1000 kroner

På de fleste biler er batteriet kun 50-70 procent opladet, og den hårde nattefrost kan tage yderligere 35-50 procent af kapaciteten på batteriet. Det kan betyde frostkolde morgener med en bil, der ikke vil starte.

– Både om morgenen, når bilen skal startes op, men også når man holder midt i et kryds, er det jo rigtig frustrerende, når bil pludseligt ikke vil starte. Heldigvis kan man selv gøre nogle ting for at undgå at havne i den situation, fortæller Patrick Persson, der er varehuschef i Biltema i Glostrup, i en pressemeddelelse.

Følg disse 4 gode råd

Ifølge Patrick Persson kan særligt de nyere biler med start-stop-funktion give problemer, da de kræver mere spænding på bilens batteri. Er spændingen for lav, risikerer man, at bilen ikke vil starte – også hvis man for eksempel holder i et kryds.

Vil man undgå, at det sker, peger Patrick Persson på fire gode råd: 

1. Test batteriet inden frosten

Er batteriet gammelt, eller fungerer det ikke længere optimalt, kan frostmorgenerne få det til at stå helt af. Test derfor batteriet i god tid, inden frosten sætter ind, så du kan nå at udskifte til et nyt batteri. Lad bilen stå slukket i 12 timer, og brug herefter en batteritester til at se batteriets tilstand og ladeevne. 

2. Giv dine ture et tjek

På de små ture kan batteriet ikke nå at blive ladet op. Faktisk skal du gerne køre over 30 minutter, før batteriet er ladet fuldt op. Kører du hovedsaligt små ture, er det derfor særligt vigtigt at lade batteriet op jævnligt.

3. Lad batteriet op oftere

Batteriet skal bruge ekstra meget kapacitet, når bilen skal startes op efter en nat med frostgrader. Derfor kan man med fordel lade bilens batteri op en-to gange om måneden i vintermånederne. Det kan sagtens gøres derhjemme med en hjemmelader, så man slipper for at skulle på værksted.

4. Undgå for meget tændt ekstraudstyr

Har du både sædevarme, vinduesviskere, varmeblæser og el i bagruden tændt, når du kører, bruger bilen hurtigere batteriet op. Faktisk kan du risikere, at det tændte ekstraudstyr bruger den strøm, som lades op på batteriet på køreturen. Det kan resultere i en bil, der efterfølgende ikke vil starte. Tænk derfor over, om det er nødvendigt at have det hele tændt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik