Krig om elforsyning fortsætter

Balladen om et eventuelt salg af den kommunale elforsyning i Roskilde Kommune fortsætter, skriver DAGBLADET Roskilde.

SF har sammen med Enhedslisten indbragt hele sagen for Folketingets Ombudsmand. Det sker efter, at de to partier ikke har fået medhold i sagen hos Statsforvaltningen, som har det statslige tilsyn med kommunerne. SF og Enhedslisten forsøger at få medhold i, at loven om offentlighed i forvaltningen er blevet tilsidesat. Samtidig skærper SF's gruppeformand, Henrik Stougaard, nu tonen og taler om direkte mistillid til Roskilde Kommunes borgmester, Poul Lindor Nielsen (S), i sagen. Henrik Stougaard beskylder samtidig borgmesteren for at skubbe sine embedsfolk foran sig i sagen.
- Embedsfolkene gør bare det, som borgmesteren og den politiske ledelse sætter dem til. Så jeg må sige til borgmesteren, at han skal lade være med at skubbe embedsfolkene foran sig. Det er tilliden til borgmesteren, der er et problem fra vores side, det er ikke de stakkels mennesker, han skubber foran sig, siger Henrik Stougaard.
Salget af de kommunale elaktiviteter omfatter Roskilde Elnet, Roskilde Energi A/S, og Roskilde Gadelys A/S. DAGBLADET har tidligere afsløret, at et salg forventes at indbringe Roskilde Kommune omkring 250 millioner kroner, og at det sjællandske energiselskab SEAS-NVE står tilbage som den eneste mulige køber.
Poul Lindor Nielsen har undervejs i forløbet hele tiden afvist, at der på nogen måder er foregået noget kritisabelt. Et synspunkt, som Statsforvaltningen har bakket borgmesteren op i.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik