Kontorfolk skulle rense giftigt slam

DR Nyheder har i de seneste dage afdækket, hvordan 16 ansatte i forsvaret er blevet syge efter at have renset slam fra en giftig sø ved Farum Kaserne.

Nu viser det sig, at en del af personalet hverken var uddannet i ammunitionsrydning eller i at arbejde med farlig forurening - de var blot helt almindelige kontormedarbejdere.
Connie Mikkelsen var en af de HK'ere, der i 2005 over hals og hoved blev forberedt til opgaven med at rense giftsøen på Farum Kasernes grund. Hun fik ikke den store introduktion til arbejdet.
- Der blev sat et par timer af til at prøve en minesøger af. Det var, hvad vi fik. De skulle have nogle flere folk til at hjælpe, og så fik vi at vide, at vi bare skulle derover, fortæller Connie Mikkelsen til DR Nyheder.
Til daglig varetager Connie Mikkelsen ellers helt andre opgaver i forsvaret: Hun tager sig af løn og administration på Skive Kaserne. Derfor vidste hun intet om rydning af ammunition.
- Nej, jeg er ved gud ikke ammunitionsrydnings-specialist. Jeg er slet ikke uddannet til sådan noget, siger hun.
Mindst fire af de i alt 23 ansatte, der blev sat til at hjælpe kollegerne fra ammunitionsrydningen, var personale fra kontorfunktioner, oplyser Hærens Konstabel- og Korporalforening.
Fælles for dem er, at de ikke var forberedt på, hvor giftigt stedet var. - Vi fik ikke noget at vide, inden vi tog derover. Det var først, da vi begyndte at få det dårligt, at vi hørte, at det ikke var så sundt, fortæller Connie Mikkelsen.
Forsvarets Auditørkorps er gået i gang med at undersøge, om forsvaret har begået fejl. Forsvarskommandoen ønsker ikke at udtale sig, før den undersøgelse er afsluttet, hvilket den formentlig er i januar.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik