Kommuner vil bruge sportshaller og klublokaler til skole og daginstitution

Coronavirus kan smitte, når man er for tæt på hinanden, og derfor er der opstået store pladsproblemer, når skoler og daginstitutioner åbner igen.

Der skal bruges mange flere kvadratmeter, når vuggestue-, børnehave- og skolebørn fra på onsdag vender tilbage til hverdagen.

Derfor tænker kommuner overalt i landet lige nu alternativt for at finde plads nok.

I skolerne skal bordene nemlig placeres, så der er to meter mellem hver elev, og i vuggestuer og børnehaver anbefales det, at der skal være et frit gulvareal på henholdsvis seks og fire kvadratmeter per barn, hvilket er dobbelt så meget som normalt.

- Det har vist sig at være en større udfordring, end vi først lige havde regnet med, så selvom vi havde annonceret, at vi ville åbne daginstitutionerne den 15. april, så har vi nu måttet rykke åbningen til den 20. april for at få styr på det, siger Rødovres socialdemokratiske borgmester Britt Jensen.

quote Det er jo et kæmpe logistisk puslespil, vi lige nu skal have til at gå op.

Britt Jensen, Borgmester, Rødovre

Rødovre Kommune er derfor lige nu ved at lave detaljerede planer over hvilke børn, der skal passes og undervises hvor. 

Kommunen har i planerne inddraget alle byens sportshaller og klublokaler, for at få plads nok til alle.

Mens nogle børn snart vil kunne vende tilbage til deres faste rammer, så skal andre altså indstille sig på, at deres tid skal tilbringes i en sportshal eller i et klubhus.

- Vi har måtte kigge bredt på, hvad vi har af lokaler til rådighed for at finde plads nok. Men mange af de børn, der måske skal være i en sportsinstitution, kan jo så glæde sig over, at de nok får meget udeareal at boltre sig på, fordi der er mange boldbaner, siger borgmester Britt Jensen, der understreger, at planen de kommende uger er, at alle børn skal være mere ude.

Sportshaller tages også i brug på Frederiksberg

Også på Frederiksberg vil der formentlig rykke børn ind i byens sportshaller. Kommunen har efterspurgt egnede lokaler, og idrætsklubben KB har meldt sig på banen.

- KB har rigtig mange gode faciliteter både indendørs og udendørs, som er velegnede til brug for skoler og daginstitutioner i den her tid, siger Sine Heltberg (S), der som kommunalbestyrelsens repræsentant i KB's bestyrelse bragte forespørgslen om lokalebrug videre til idrætslivet.

 

- Klubben var heldigvis positivt indstillet, og det er forvaltningen naturligvis rigtig glade for. Nu må vi se i de kommende dage, hvilke børn der så skal bruge faciliteterne, siger Sine Heltberg, der er medlem kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet.

quote Vi er jo presset af, at vi har mange ældre faciliteter, hvor klasselokalerne måske kan være lidt små, og så kan der jo med de nye retningslinier ikke være ret mange børn i hvert lokale.

Sine Heltberg, medlem kommunalbestyrelsen i Frederiksberg, Socialdemokratiet

Endnu har kommunen ikke noget samlet overblik over, hvem der skal være hvorhenne. Først er klasselokaler og børnehavestuer ved at blive målt op, så kommunen ved, hvor mange der må være i hvert lokale, og for at finde ud af hvor mange lokaler de enkelte klasser og stuer skal deles op i.

- Vi er jo presset af, at vi har mange ældre faciliteter, hvor klasselokalerne måske kan være lidt små, og så kan der jo med de nye retningslinier ikke være ret mange børn i hvert lokale, siger Sine Heltberg.

Der kommer stadig nye retningslinier

Selvom kommunerne har brugt en del tid på at tænke på genåbningen, før statsminister Mette Frederiksen annoncerede den i mandags, så har planerne reelt ikke kunne laves, fordi ingen vidste præcis, hvad der ville blive åbnet.

For at udnytte ressourcerne bedst muligt er alle forældre i Rødovre blevet bedt om at oplyse, hvornår de har tænkt sig at aflevere deres børn i institutionerne, og hvornår de igen vil blive hentet, hvis de da overhovedet skal afsted.

- Det er jo et kæmpe logistisk puslespil, vi lige nu skal have til at gå op. Det et så omfattende, at det er meget vigtigt, at vi gør det intelligent, og at vi konstant bruger vores sunde fornuft, når vi udtænker planerne, siger borgmester Britt Jensen.

Hun fortæller, at der stadig kommer nye retningslinier, som kommunen skal forholde sig til, og som løbende påvirker planerne.

- Her sidst på ugen fik vi jo eksempelvis nye retningslinier for brugen af håndvaske. Sundhedsstyrelsen skriver, at en korrekt håndvask tager 45-60 sekunder, og det er jo klart, at så kan der hurtigt opstå lange køer, hvis mange børn skal vaske hænder samtidigt. Sådan nogle ting skal vi jo have med i vores planlægning, for at kunne gøre alting sikkert og trygt for alle, siger Britt Jensen.

Hver gang planerne bliver udvidet, så betyder det, at nye ting skal sættes i gang. Eksempelvis skal kommunen nu sørge for daglig rengøring i sportshallerne, så hygiejnen også her kan være i top.

Alle skal være trygge

Både i Rødovre og på Frederiksberg er åbningen blevet udskudt til den 20. april, for at de kan sikre, at der bliver ordentligt styr på tingene.

- Det vigtigste er, at både børn, forældre og alle ansatte kan være trygge ved, at vi først åbner, når vi har helt styr på sikkerheden. Ingen skal være bange for at komme i hverken skole eller daginstitution, siger Britt Jensen.

quote Vi skal ikke haste en plan i værk, men kan nu agere med sund fornuft, og det er faktisk grunden til, at jeg ved, at vi kommer godt i mål

Britt Jensen, Borgmester, Rødovre

- Derfor er jeg også glad for, at vi fik muligheden for at skubbe genåbningen, for det giver os tid til at gøre det rigtigt, siger hun.

Hun glæder sig over, at det trods alt kun er 0.-5. klassetrin, der i første omgang vender tilbage til skolen.

- Det hjælper os meget i forhold til at skabe nok plads. For på skolerne er vi jo så hjulpet af, at der af den grund er ledige lokaler til de klasser, der skal deles op. Så faktisk er de største udfordringer lige nu at skabe plads nok til daginstitutionsbørnene, siger Britt Jensen.

Selvom alt nu bliver gennemtænkt en ekstra gang, så er hun overbevist om, at der også vil blive ændret på tingene løbende efter genåbningen.

- Men netop fordi vi får ekstra tid før genåbningen, så er jeg helt tryg ved situationen. Vi skal ikke haste en plan i værk, men kan nu agere med sund fornuft, og det er faktisk grunden til, at jeg ved, at vi kommer godt i mål, siger Britt Jensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik