Kommuner dropper særlig ordning til svage ældre

Den klippekortsordning, der skulle sikre en halv times ekstra omsorg efter eget valg til de ældre, bliver rask væk afskaffet i mange kommuner. Det er katastrofalt, lyder det fra Ældre Sagen.

Det var med tanke på de ældres ve og vel, da den daværende regering indførte en såkaldt klippekortsordning, der skulle sikre de svageste ældre mere omsorg. 

Helt konkret fik de en halv time ugentlig med plejepersonale, som de helt selv bestemte, hvad de ville bruge til. Det kunne for eksempel være en gåtur, en snak over en kop kaffe eller en indkøbstur.

quote At man fjerner den, synes jeg er en katastrofe.

Per Tostenæs, seniorkonsulent, Ældre Sagen

Men den ordning er gevaldigt under pres.

Cirka en tredjedel af kommunerne i hovedstadsdområdet har afskaffet klippekortsordningen for henholdvis svage hjemmehjælpsmodtagere og plejehjemsbeboere. Det viser en undersøgelse TV 2 Lorry har lavet. 

Til stor ærgrelse hos Ældre Sagen.

- Jeg synes, det er sørgeligt, at så mange kommuner vælger at afskaffe den her mulighed for de aller svageste ældre i vores samfund. Muligheden for at have social kontakt, muligheden for at komme ud og få frisk luft. At man fjerner den, synes jeg er en katastrofe, siger Per Tostenæs, der er seniorkonsulent hos Ældre Sagen.

Ordningen skulle ellers give de ældre mulighed for en halv times ekstra omsorg om ugen efter eget valg.

Hvordan er klippekortsordningen for de ældre i din kommune?

Der er også flere kommuner, som enten har ændret, reduceret eller udvidet i den ekstra halve times hjælp, som den ældre selv kunne vælge, hvad skulle bruges på. 

 

Klik på din kommune på nedenstående kort, og se hvad kommunerne selv fortæller om klippekortsordningen til de ældre i din kommune.

(artiklen fortsætter under kortet)

Oprindeligt øremærkede penge

Undersøgelsen viser, at alle 34 kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde har haft klippekortsordningen for både svage hjemmehjælpsmodtagere og plejehjemsbeboere, efter at ordningen blev indført få år tilbage.

Kommunerne kunne dengang vælge at søge en pulje med penge, der skulle gå til at give de svageste ældre en halv time ekstra hjælp om ugen efter de ældres eget ønske.

To klippekortsordninger samme koncept:

I 2015 blev der via finansloven indført en klippekortsordning til de svageste hjemmehjælpsmodtagere, der skulle gå til en ekstra halv times hjemmehjælp ugentligt.

 

Og i 2017 blev der også indført en klippekortsordning for plejehjemsbeboere, der ligeledes skulle have mulighed for at få cirka en halv times ekstra hjælp om ugen. 

 

For begge ordninger er det meningen, at den ældre selv kan bestemme, hvad den ekstra halve time om ugen skal bruges på.

 

I dag får kommunerne fortsat pengene, men nu via bloktilskuddet. Kommunerne kan derfor selv vælge, om de vil fortsætte med at give de ældre det frie valg til selv at vælge, hvilken hjælp de gerne vil have i en halv time om ugen. Eller om de vil bruge pengene til noget andet.

Det har drypvis gjort, at en lang række kommuner har ændret, reduceret eller helt afskaffet ordningen.

- Det er sørgeligt, for de har jo fået pengene lige netop til det her her formål, siger Per Tostenæs.

Millioner afsat til klippekortsordningen via finansloven

I finanslovsaftalen tilbage fra 2015 blev der afsat 75 millioner kroner - og i 2016 blev beløbet hævet til 150 millioner kroner årligt - til et klippekort til ekstra hjælp for de svageste hjemmehjælpsmodtagere.

Ordningen for plejehjemsbeboere kom med ved finansloven for 2017, hvor der blev afsat 380 millioner kroner årligt til ordningen fra 2017 og frem.

quote Det er af nød og ikke af lyst, at vi bliver nødt til at bruge midlerne til noget andet, når vi selv råder over dem.

Henning Urban Dam Nielsen, formand for Social- og Sundhedsudvalget, Stevns Kommune

Det var fra starten tanken, at det kun var i de første to år af hver ordning, at kommunerne var pålagt at give en ekstra halv times hjælp til den ældre, hvis kommunerne ville have del i midlerne fra staten.  

Efter de to år blev pengene som nævnt fordelt via kommunernes bloktilskud. Det betyder, at kommunerne stadig får pengene, men kan bruge dem som de vil. 

Per Tostenæs fra Ældre Sagen er langt fra tilfreds med, at en række kommuner har afskaffet en klippekortsordning, der ellers skulle give de ældre mere selvbestemmelse og livskvalitet.
Per Tostenæs fra Ældre Sagen er langt fra tilfreds med, at en række kommuner har afskaffet en klippekortsordning, der ellers skulle give de ældre mere selvbestemmelse og livskvalitet.
Foto: TV 2 Kosmopol

”Det er af nød”

En af de kommuner, der har afskaffet klippekortet til ældre, er Stevns Kommune.

Ifølge formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Stevns Kommune, Henning Urban Dam Nielsen, har det været nødvendigt at skære klippekortsordningen fra.

- Baggrunden for at afskaffe ordningen er den enkelte, at vi har voldsomme stigninger på ældreområdet. Vi har derfor rigtig svært ved at få indtægter og udgifter til at stemme overens. Så alle de midler, vi har, bliver vi nødt til at bruge til det helt basale såsom hjemmepleje og plejecentre, forklarer Henning Urban Dam Nielsen, og fortsætter:

- Det er af nød og ikke af lyst, at vi bliver nødt til at bruge midlerne til noget andet på ældreområdet, når vi selv råder over dem.

quote Vi bruger den ekstra tid til nogle aktiviteter, som de måske ellers ikke vil kunne komme til på grund af fysikken.

Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Roskilde Kommune

Men det er ikke godt nok, lyder det fra Ældre Sagen.

- Det er altid et prioriteringsspørgsmål for en kommune. Jeg ved godt, at økonomien er presset. Men det her er bare så central en del af den enkeltes liv, så at man berøver dem muligheden for at have den her sociale kontakt eller komme lidt udenfor i hverdagen, er katastrofalt for den enkeltes livslyst, siger Per Tostenæs, seniorkonsulent hos Ældre Sagen.

Henning Urban Dam Nielsen har set sig nødsaget til at afskaffe ordningen, fordi Stevns Kommune har brug for de ekstra penge til at opretholde et nogenlunde serviceniveau for de ældre.
Henning Urban Dam Nielsen har set sig nødsaget til at afskaffe ordningen, fordi Stevns Kommune har brug for de ekstra penge til at opretholde et nogenlunde serviceniveau for de ældre.
Foto: TV 2 Kosmopol

Må blive indenfor

En af dem, der ikke længere har et klippekort, er 91-årige Bodil Johanne Petersen.

Hun bor i en plejebolig i Stevns Kommune, for hun kan ikke klare sig selv. 

Derfor savner hun også den ekstra halve times ugentlige hjælp, som hun flittigt brugte, før den blev afskaffet.

- Jeg kan ikke så godt undvære den, for jeg synes, det var så pragtfuldt at kunne komme ud, men nu må jeg i stedet blive inde, forklarer hun. 

Kommune tilbyder en time

Der er også kommuner, der går den modsatte vej.

I Roskilde Kommune har man valgt at styrke ordningen for deres svageste hjemmehjælpsmodtagere.

De får nemlig tilbudt en hel times ekstra valgfri hjælp om ugen i stedet for den oprindelige halve time.

- Det gør vi, fordi vi kan se, at det er en mulighed for at nå ud til nogle borgere, som måske har behov for ekstra pleje og omsorg. Så vi bruger den ekstra tid til nogle aktiviteter, som de måske ellers ikke vil kunne komme til på grund af fysikken, fortæller Morten Gjerskov, formand for Sundheds og Omsorgsudvalget i Roskilde Kommune.

I Roskilde Kommune har man også bibeholdt klippekortet på en halv time for deres plejehjemsbeboere.

I Roskilde Kommune bruger man fortsat midlerne på klippekortet til deres plejehjemsbeboere og svage hjemmehjælpsmodtagere.
I Roskilde Kommune bruger man fortsat midlerne på klippekortet til deres plejehjemsbeboere og svage hjemmehjælpsmodtagere.
Foto: TV 2 Kosmopol

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik