Kommuner: Børn der har rejst til risikolande bør blive hjemme

Kommuneforening opfordrer forældre til at holde børn, der har rejst i risikoområder, hjemme i 14 dage.

Børn, der har været på rejse med deres familier til risikoområder med coronasmitte, bør blive hjemme fra skole og dagtilbud i 14 dage.

Sådan lyder opfordringen fra Kommunernes Landsforening (KL).

- Børn er jo omfattet af vejledningen fra Sundhedsstyrelsen ligesom voksne. Så derfor gælder det også for børn, at de bør blive hjemme, hvis de har været i et risikoområde, siger direktør i KL Christian Harsløf.

Meldingen kommer, efter at sundhedsmyndighederne tirsdag opfordrede danskere, der har rejst i risikoområder som Norditalien, Iran, dele af Sydkorea og Kina, til at blive hjemme i to uger efter hjemkomsten.

For sundhedsansatte er det et krav, mens det for alle andre grupper i samfundet er en henstilling.

Det er den henstilling, som KL onsdag har formidlet videre til kommunerne.

Gribskov Kommune har taget karantæneregler i brug.

Gribskov Kommune oplyser på sin hjemmeside, at man allerede nu har taget de nye retningslinjer i brug.

Intet personale er endnu blevet sendt i karantæne på grund af fare for Coronavirus.

Men en lokal familie er sat i karantæne på grund af tæt kontakt med en person, som er kommet hjem fra et risikoområde. Personen er senere blevet syg med Covid19-virusset.

Henstilling gælder også personale i skoler og i daginstitutioner

Henstillingen fra KL går dels til forældre om at holde børn hjemme i 14 dage efter hjemkomst fra et risikoområde.

Men opfordringen gælder også ansatte - altså lærere og pædagoger - i skoler og daginstitutioner.

- Vi står i en speciel situation som samfund, og vi opfordrer til, at man følger myndighedernes vejledning.

- Og vi har også en forventning om, at det vil familierne gøre, således at man ikke udsætter nogen for en unødig risiko, siger Christian Harsløf.

Opfordringen gælder børn, der er kommet hjem fra rejse til et risikoområde efter 2. marts.

Områder med særlig risiko for coronasmitte er fire nordlige regioner i Italien, Kina, Iran og provinsen Gyeongbuk med storbyen Daegu i Sydkorea.

Indtil videre er 10 danskere smittet med coronavirus. 165 personer er sendt i karantæne, fordi de har været i kontakt med en person, der har vist sig smittet.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik