”En konsulent i en æske” er, hvad initiativtageren kalder det nye brætspil, der skal forebygge stress på arbejdspladser.
Med det nye brætspil PÅ FORKANT kan virksomheder nu fyre den eksterne stresskonsulent og i stedet give medarbejderne tid til at spille brætspillet i ny og næ.
Det mener i hvert fald skaberne af spillet.
- Det unikke ved det her spil er, at det arbejder på gruppeniveau. Virksomheder ved meget om, hvad man skal gøre for den enkelte, som har stress, men man ved ikke meget om at spotte stress i grupper, og det er ærgerligt. For det er netop i grupperne, at der ligger et kæmpe potentiale, siger partner i Copenhagen Game Lab, Jimmy Holm Olsen.
Brætspillet udkom den 5. december sidste år, og som en service tilbyder Copenhagen Game Lab muligheden for at låne og afprøve spillet, inden man beslutter, om man vil købe det.
Det er svært for folk at forstå, hvor godt spil virker
Flere kommuner, organisationer og virksomheder som Ikea har taget imod det tilbud, og onsdag var det medarbejderne i Københavns Kommune, der afprøvede spillet.
PÅ FORKANT er det første danske stressforebyggende simulationsspil på markedet, og det er udviklet af Copenhagen Game Lab i samarbejde med Arbejdsmiljø København.
Arbejdsmiljø København ligger inde med meget viden om stress, hvilket tydeligvis også gennemsyrer det nye brætspils indhold.
Spillets indhold
I brætspillet skal spillerne guides gennem stressrelaterede udfordringer i en fiktiv virksomhed, og sammen skal spillerne spotte indikatorer, der fører til stress.
Det kan bestå i nye krav fra ledelsen, opgaver udefra, interne opgaver eller problemer i privatlivet. Spillet tilbyder spillerne en vifte af handlemuligheder, der kan forebygge stress.
Stress er forbundet med meget skam
- Stress er forbundet med meget skam. Mange prøver at skjule det, og derfor vil lederne ikke altid få øje på problemet. Men det er sværere at skjule problemet over for de nære kolleger. Spillet hjælper medarbejdere med at forstå indikatorer på stress og at blive mere opmærksomme på hinanden internt i gruppen, siger partner i Copenhagen Game Lab, Jimmy Holm Olsen.
Formålet med brætspillet er at bryde magtstrukturer og at skabe dialog og overblik over sammenhænge.
Kort sagt skal det give spillerne viden, som de kan tage med ud i deres virkelige arbejdsliv.
I de senere år har læringsspil vundet mere og mere terræn i HR-regi over hele Danmark, blandt andet fordi de er gode til at skabe adfærdsændringer.
- Det er svært for folk at forstå, hvor godt spil virker. Men når de sætter sig og spiller spillet, så giver det mening for dem, siger Jimmy Holm Olsen.