Kommunaldirektører vil selv betale

Allerøds kommunaldirektør foreslår, at kommunen selv betaler, når private samarbejdspartnere inviterer direktøren med til arrangementer efter afsløringer af koncertbilletter betalt af leverandør. Samme tankegang har kommunaldirektøren i Hørsholm. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Hvis en direktør i kommunen bliver inviteret med til arrangementer af private samarbejdspartnere, som det skete for Hillerøds kommunaldirektør, der oplevede Madonna til en koncert på KMD's regning, skal svaret lyde: Ja tak - men jeg betaler selv.
Det mener Allerøds kommunaldirektør Peter Funder, der vil arbejde for at indføre den praksis i kommunen.
- For vores private samarbejdspartnere er det naturligt at mødes på den måde. Hvis vi skal kunne samarbejde med dem, må vi også kunne agere ligesom dem. Der mener jeg, at vi i fremtiden må betale selv, ligesom når vi deltager i kurser og seminarer, så ingen kan skydes noget i skoene, siger Peter Funder.
Han forklarer, at han ikke selv har modtaget gaver af KMD, eller har kendskab til at andre direktører i kommunen har modtaget noget. Egenbetalingen støttes af kommunaldirektør i Hørsholm Kommune Jens-Jakob Jakobsen, der aldrig har modtaget gaver fra KMD.
- Jeg har fået indtil flere tilbud i årenes løb. Ikke rejser, men studieture med favorabel egenbetaling. Derudover har jeg blandt andet været inviteret til et arrangement i Tivoli med middag og en forestilling i Glassalen. Men jeg har det princip, at den slags siger jeg altid »Nej tak« til. Hvis jeg vil med til et sådan arrangement, så vil jeg selv betale. Og det princip er jeg glad for i dag. Det er selvfølgelig svært at sige nej til gode tilbud, men jeg vil simpelthen ikke ind i den vridemaskine, at jeg kan blive mistænkt for at blande interesser sammen.
Egedal Kommunes kommunaldirektør Alling Pjetursson har derimod for flere år siden modtaget en billet til en Elton John-koncert fra KMD, men det var på et tidspunkt, hvor kommunen ikke havde aktuelle planer om nye, større kontrakter med KMD.
- Man kan jo altid se bagud, og holdninger ændrer sig over tid, men i kraft af, at vi ikke havde nogle aktuelle planer med KMD, så jeg ikke nogen problemer i det, siger Alling Pjetursson.
Kommunaldirektøren føjer sig dermed til listen af kommunale topchefer i Hillerød, Frederikssund og Helsingør, som har fået koncertbilletter af KMD. Derimod har ingen direktører i Gribskov, Furesø, Rudersdal og Hørsholm kommuner efter egne udsagn taget imod billetter eller andet fra KMD.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik