Kommunal leder fratrådt efter svigt i sexsag

Roskilde Kommune har skilt sig af med den kvindelige leder, der var ansvarlig for, at en 47-årig mand fortsatte med at være ansat i hjemmeplejen, selv om det var kommet til lederens kendskab, at den 47-årige var blevet beskyldt for at have udsat en 24-årig mentalt handicappet kvinde for seksuelle krænkelser.

- Der har været en tjenestelig samtale med hende, og efter den har det været vores vurdering, at vi ikke længere kan have tillid til hende, siger kommunaldirektør Henrik Kolind til DAGBLADET Roskilde. Han tilføjer, at fratrædelsen er sket efter forhandling, og at der er lavet en gensidig aftale, således at der i princippet er tale om en frivillig aftrædelse og ikke en fyring.

Fratrædelsen er sket, efter at kommunens personalechef Inge Iversen lavede en redegørelse til borgmesteren og kommunaldirektøren om den 47-årige medarbejder i hjemmeplejen, som i to tilfælde har udsat kvinder for krænkelser, mens han var på arbejde i hjemmeplejen.

Efter det andet tilfælde i august 2011 blev manden meldt til politiet, og Retten i Roskilde har nu kendt ham skyldig i begge forhold. Men det første tilfælde, som stammer fra april 2010, hvor han krænkede den 24-årige, kom først frem i lyset i forbindelse med tilfælde nummer to.

- Oplysningerne om, at der var mistanke om krænkelser, er blevet optaget i borgerjournalen, men det skulle også have været registreret i personalesagen, og derudover skulle det have være meldt til politiet. Det er lederens pligt at sørge for, at den slags sker, og at det ikke er sket, er et klart brud på vores retningslinjer, siger Henrik Kolind til DAGBLADET Roskilde.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik