Kommentator: Hurtig aftale kan afgøre din kommunes fremtid

Socialdemokratiet og Venstre kan godt blive enige om en udligningsreform, mener politisk kommentator.

Udligningsreformen har fyldt rigtig meget i Lorryland siden den socialdemokratiske regering torsdag fremlagde deres udspil.

Den kommunale udligning er det system, der fordeler penge mellem kommunerne ud fra befolkningens sammensætning og skattegrundlag.

Politisk kommentator Hans Engell forventer en hurtig aftale mellem regeringen og Venstre om økonomien i den kommunale udligning.

- Jeg tror sagtens, at regeringen kan finde et flertal og Mette Frederiksen satser på, at der kan indgås en politisk aftale om en udligningsreform inden sommerferien. Det, man går hårdt efter, er en aftale, hvor det er Socialdemokratiet og Venstre, som bliver de to bærende partier i et forlig. Det er også de to partier, som stort set sidder på alle borgmesterposterne i Danmark.

I udspillet fra regeringen lægges der op til, at kommunerne i hovedstadsområdet skal betale 1,4 milliarder kroner ekstra i udligning, og det har fået mange skarpe reaktioner med på vejen fra borgmestrene i TV 2 Lorrys sendeområde.

Utilfredse borgmestre

Dagen før udligningsreformen blev præsenteret, talte borgmester Hans Toft (K) fra Gentofte i telefon med statsminister Mette Frederiksen.

- Jeg har dog aldrig oplevet, at en statsminister går ud dagen før, man kommer med sit oplæg og siger: ”I skal betale mest” uden at være fair og sige hvorfor, sagde Hans Toft. 

På Frederiksberg fik udspillet dagen efter præsentationen én over nakken af borgmester Simon Aggesen (K).

- Det er jo helt skævt, at regeringen ikke kigger på, hvad man har tilbage, når man har betalt sine faste omkostninger. På Frederiksberg er det dyrt at leve og bo, og hvis vi tvinges til at hæve skatten, så bliver det endnu dyrere at leve og bo her, og det kommer borgerne til at mærke, og det synes jeg er urimeligt.

S og V kan lave aftale

Politisk kommentator Hans Engell mener, at Socialdemokratiet godt kan få Venstre med i en aftale, selv om mange borgerlige borgmestre lige nu er på barrikaderne.

- I politik er det sådan, at der skal skæres igennem på et eller andet tidspunkt. Der er også mange Venstreborgmestre, som gerne vil have en aftale nu. Vi skal ikke glemme, at der har været forhandlet om det her tema meget længe.

- Den pris, Venstre skulle have for at gå med, hvad kunne det være? Det kunne være at nogle af de Venstreledede kommuner, som ser ud til ikke at komme godt ud af det her, alligevel får nogle flere penge. At nogle af de statspenge, der muligvis kommer, det glider dertil, siger Hans Engell. 

Politisk kommentator Hans Engell mener, at mange borgmestre vil udnytte situationen til egen fordel.

- Der vil altid, efter sådan nogle udligningsforhandlinger, være nogen som er dybt utilfredse. Og nogle af borgmestrene vil være i Lorry uafbrudt og brokke sig. Men sandheden er, at de har indstillet sig på det. De ved godt, de skal af med nogle penge, og de ved godt, at de kan klare det med at sætte skatten i vejret. Og formentlig sætter de den lidt højere, end det de har brug for for at dække hullet, og så kan de give de røde skylden for det, siger Hans Engell. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik