Køge Kommune skal betale kæmpeerstatning til rengøringsfirma

Køge Kommune skal betale én million kroner til rengøringsfirmaet Rent, der sidste år klagede over en fejlagtig proces med et rengøringsudbud. Det afgør en kendelse, som Klagenævnet for Udbud netop har afsagt, skriver Fagbladet 3F.

Millionen er en slags erstatning for den indtjening, Rent kunne have haft, hvis firmaet havde vundet en del af et rengøringsudbud i 2011.

Afgørelsen er det seneste kapitel i en årelang strid om rengøringskaosset i Køge.

Seks firmaer var i spil, da rengøringen blev udbudt i 2011. Opgaven gik til ISS og Alliance Plus A/S. Men firmaet Rent sendte en klage, da det følte sig forbigået og fejlagtigt dømt ude. Og fik medhold i november 2012.

Nu er erstatningens omfang - én million kroner - også fastlagt. Og kendelsen skal på økonomiudvalgets bord tirsdag d. 8. oktober.

- Kommunen er dømt. Men jeg går til mødet med den opfattelse, at regningen skal sendes videre til Service Consult, siger Torben Haack, medlem af økonomiudvalget for SF.

Service Consult har håndteret udbudsforretningen for Køge. Finn Buch Petersen ejer firmaet. Han sidder samtidigt i byrådet for Køge Kommune for Demokratilisten.

Han ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt regningen ender hos ham. Men i forhold til Klagenævnets afgørelse siger han:

- Afgørelsen er forkert. Det er fortsat min opfattelse, at den vurdering, der blev lavet i sin tid, er den rigtige. Samtidigt er den erstatning, som klagenævnet har fastlagt, uden for pædagogisk rækkevidde i forhold til, hvad Rent kunne have tjent på det delområde. Sandsynligheden for, at Rent ville have tjent så meget, er faktisk ikke eksisterende.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik