Købere af lejligheder får større afslag

I september er salgsprisen på ejerlejligheder steget, men køberne har mere at forhandle om, viser nye tal.

Tal fra september måneds boligmarked afslører både godt nyt for sælgerne af ejerlejligheder men også for køberne.

For selvom priserne på ejerlejligheder er steget, er det også blevet lettere for køberne at forhandle om prisen.

Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks, som modtager indberetninger direkte fra ejendomsmæglere i hele landet, når bolighandlerne afsluttes.

Siden august er ejerlejligheder i hele landet steget med 0,7 procent. Det er mere end i både juli og august, hvor salgsprisen på ejerlejligheder kun steg med henholdsvis 0,4 og 0,2 procent.

I september kom salgsprisen derfor op på 24.729 kroner per kvadratmeter på landsplan, hvilket ligger 11,3 procent over niveauet for et år siden.

Region Sjælland blev månedens topscorer med en stigning på 1,7 procent i forhold til august og 15,4 procent i forhold til niveauet for et år siden.

Og grunden til den høje salgspris i regionen skyldes formentlig de høje priser i København, vurderer kommunikationsdirektør hos Boligsiden Birgit Daetz.

- I Region Sjælland er priskurven steget stejlt siden årsskiftet, og det kan være et resultat af det efterhånden meget høje prisniveau i Hovedstaden, der presser køberne ud i omegnen, hvor salgspriserne er over 13.000 kroner lavere per kvadratmeter.

Men for køberne er der altså også noget at forhandle om. I september steg nedslaget for ejerlejligheder med 8,4 procent på landsplan og 13,8 procent i Region Hovedstaden i sammenligning med måneden forinden.

- Sælgerne er optimistiske, og udbudspriserne er derfor steget meget. Men vi kan også se, at køberne får forhandlet sig til større nedslag end før, selvom nedslagene stadig hører til i den lave ende, siger Birgit Daetz.

På landsplan lå nedslaget i september på 436 kroner pr. kvadratmeter, eller hvad der svarer til knap 35.000 kroner for en ejerlejlighed på 80 kvadratmeter.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik