Københavns Politi har ikke styr på asylansøgere

Asylansøgere der kommer til lufthavnen i Kastrup bliver lukket direkte videre ind i Danmark uden politiet aner, hvem de er. For tre måneder siden tog politiet både fingeraftryk og afhørte asylansøgerne, ligesom de blev transporteret i busser til Center Sandholm. Den manglende kontrol betyder at op mod halvdelen af asylansøgerne aldrig dukker op i Sandholm.

Velkommen til Danmark - her har du en togbillet og en rejsevejledning - vi ses i Center Sandholm. Det er sådan politiet i København Lufthavn håndterer nyankomne asylansøgere:
"Der er et slip imellem vi slipper dem her i Københavns Lufthavn til de præsenterer sig selv oppe i Center Sandholm - i det tidsrum er der ingen, der har styr på noget", siger Fællestillidsmand i Københavns Politi, Lufthavnen, Carsten Holk.
Før kunne asylansøgerne ikke tage til Sandholm før de havde fået taget fingeraftryk og var blevet afhørt omkring deres identitet i Københavns Lufthavn:
"Det er jo bortfaldet på den måde at vi herfra giver dem en togbillet, og så skal de på egen hånd finde til Sandholm, og der kan vi jo konstatere, at en del af dem ikke ender i Sandholm. Hvor de så ender, spørger vi os selv om", siger Carsten Holk.
Præcis hvor mange, der ikke tager til Sandholm, er der ingen officielle tal på, men Carsten Holk skønner at op mod halvdelen aldrig kommer til Sandholm:
"Jeg har et kvalificeret skøn på, at det er mellem en tredjedel og halvdelen vi ikke ser noget til i Sandholm. Om de lever illegalt i Danmark eller rejser videre - det tror jeg ikke, der er nogen der ved", siger han.
Justitsminister Lars Barfoed (Kons.) vil i dag ikke udtale sig til TV2/Lorry. Han henviser til Rigspolitiet, der ikke vil udtale sig til kamera, men i en mail til TV2 Lorry bekræfter at asylansøgerne får en togbillet til Center Sandholm:
"Når en udlænding søger asyl i Danmark, er det politiets opgave at hjælpe den pågældende med at blive registreret, så asylsagen kan blive behandlet. Registreringen foregår i Center Sandholm, og politikredsene er instruerede om at hjælpe asylansøgerne til Sandholm for den videre sagsbehandling. Det kan f.eks. ske med en billet og en rejsevejledning.
Har politiet imidlertid en konkret mistanke om, at personen ikke er den som vedkommende udgiver sig for at være, eller at formålet med indrejsen i Danmark er et andet end at søge asyl, kan man vælge umiddelbart at tilbageholde personen, mens sagen undersøges nærmere", siger vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen.
Men da Politiet i Lufthavnen ikke afhører asylansøgerne, er det svært for dem at afgøre, hvem de har med at gøre:
"Vi kan ikke være sikre på, at vi ikke sender en terrorist ind i landet. Sker der efterfølgende noget, må vi jo bare sige, at vi ikke kunne vide det", siger Carsten Holk.
PET vil heller ikke kommentere sagen, ligesom ledelsen i Københavns Politi også henviser til Rigspolitiets udtalelse.
Formand for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF) vil nu tage sagen op med Justitsministeren:
"For os lugter det langt væk af en besparelse, og ikke noget der er foretaget ud fra almindelig sund fornuft. Derfor vil vi tage det op i de forhandlinger, der nu skal være omkring politiets forhold og prioriteringer de kommende fire år. Og der forventer vi, at justitsministeren også vil se nærmere på det her."
Også Retspolitisk ordfører for Socialdemokraterne, Karen Hækkerup vil tage sagen op med justitsministeren:
"Vi skal have undersøgt, hvorfor man har lavet det om, og så skal man nok se at komme tilbage til, hvor man var før. At man registrerer folk, tager deres fingeraftryk og sørger for at få dem transporteret frem til Sandholm.
Der kan også være nogle af de her mennesker, der har behov for, at de hurtigst muligt kommer i kontakt med myndighederne, der kan tage hånd om dem.
Så der er flere problemer i det, og jeg vil stille spørgsmål til ministeren."


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik