Københavns Lufthavn satte rekord i 2012

Med 23,3 millioner rejsende satte Københavns Lufthavn ny rekord i 2012 trods konkurser i branchen.

Københavns Lufthavn satte ny passagerrekord i 2012. I alt havde lufthavnen 23,3 millioner rejsende, og dermed steg antallet af passagerer med 2,7 procent i forhold til året før.

Den internationale trafik steg med godt fem procent og trak sammen med flere transferpassagerer væksten op.

- Den markante stigning i antallet af transferpassagerer på 7,3 procent og stigningen i antallet af interkontinentale passagerer på 10,2 procent viser, at vi har styrket vores internationale position som det vigtigste nordeuropæiske trafikknudepunkt, siger Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn.

60.000 flere rejsende

Han er tilfreds med, at det er lykkedes at skabe vækst i lufthavnen på trods af fem store konkurser i europæisk luftfart i 2012.

December gav dog et lille fald i passagertal på 0,4 procent. Det tilskriver man i lufthavnen, at mange formentlig har taget en lang juleferie og først er vendt tilbage i det nye år.

Man har i hvert fald næsten 60.000 flere, der er rejst ud end kommet tilbage, hvilket er usædvanligt.

London topper fortsat listen

Antallet af starter og landinger faldt med godt fire procent. Da der samtidig var tale om flere passagerer, har flyselskaberne fløjet med bedre belægning og større fly. Dette ser lufthavnen som en positiv udvikling.

Blandt de enkelte destinationer er det fortsat London, der topper listen trods et uændret antal rejsende i forhold til 2011.

Oslo og Stockholm ligger side om side på de næste pladser, mens Aalborg holder fjerdepladsen trods en markant nedgang i antallet af rejsende på næsten 12 procent.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik