Københavns Kommune stopper tilskud til Nørrebronx

Den stærkt omdiskuterede forening, der hjælper børn og unge med at holde sig væk fra gaden og kriminalitet, går glip af et årligt millionbeløb på grund af lederens holdninger.

Samtidig kommer det også frem, at Nørrebronx har oplyst for høje medlemstal.

I dag står det klart, at Københavns Kommune stopper sin årlige bevilling på 1,4 millioner kroner til Nørrebronx. I følge Kultur- og Fritidsborgmester Pia Allerslev fra Venstre er årsagen lederen og ko-ordinatoren, Khalid Alsubeihi og hans rabiate holdninger:

"Det handler om, hvordan han har prøvet at opfordre unge mænd til at rejse til Syrien og være del af en hellig krig", siger Pia Allerslev (V).

De seneste fire år har projektet fået ekstra økonomisk støtte til dets arbejde med at holde børn og unge væk fra gaden og kriminalitet, men nu er det slut.

Foreningen Nørrebronx hed oprindeligt Fædregruppen på Nørrebro og blev dannet for 15 år siden.

Khalid Alsubeihi har været med fra starten. Han mener selv, at han blot har talt med de unge om nødhjælpsarbejde:

"Det er en ærgerlig beslutning, fordi en forening skal ikke dømmes efter en persons ytringer og frihed til at gøre hvad han har lyst til så længe, at man holder sig inden for lovens rammer", siger Khalid Alsubeihi.

I dag står det også klart, at Nørrebronx har oplyst for høje medlemstal. Dermed har foreningen også fået for meget i almindelig driftsstøtte fra kommunen:

"Det kan ske. Det er menneskeligt at fejle, og vi har indrømmet fejlen", forklarer Khalid Alsubeihi.

Nu er kommunekassen smækket i. Ifølge Kultur- og Fritidsforvaltningen i København har Nørrebronx fået godt 370.000 kr for meget i støtte.

De skal betales tilbage, og der skal findes en afdragsordning, før Nørrebronx får den almindelige støtte igen:

"Det er snyd at fifle med medlemstal. Så modtager man uretmæssig støtte og får penge man ikke har ret til, og de skal betales tilbage", fortæller Kultur- og Fritidsborgmester, Pia Allerslev (V)

Som følge af sagen har Khalid Alsubeihi nu valgt at trække sig:

"Jeg overlever ikke, fordi det er vigtigere for mig at Nørrebronx gør det", slutter Khalid Alsubeihi.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik