Københavns kommune har ikke knækket sygekoden

Københavns kommunes ansatte har sidste år i gennemsnit brugt 12,6 dage i sygesengen. Det er en halv dag mere end kommunens mål, skriver DR P4 København.

Kommunen har ellers forsøgt sig med en målrettet indsats, som skulle hjælpe de steder, hvor medarbejderne var mest syge. Men det har ikke været nok til at pynte på det samlede regnskab.

Og i tre forvaltninger har medarbejderne endda været mere syge i 2013 end i 2012.

Det er ikke godt nok, og borgerne går glip af service, siger den konservative leder i Københavns Kommune, Rasmus Jarlov.

- Jeg er ærgerlig over, at Københavns kommune spilder utroligt mange ressourcer på at have et meget højt sygefravær, og jeg synes, der burde ske forbedringer, siger han.

Den målrettede indsats, kommunen har lagt for dagen for at sænke sygefraværet har været alt for snæver, mener Rasmus Jarlov.

Overborgmester Frank Jensen erkender, at sygefraværet er for højt.

- Man skal aldrig være tilfreds, hvis man ikke når sit måltal. Man skal gøre sig umage og anstrenge sig endnu mere i de efterfølgende år, siger han til DR P4 København.

Københavns Kommune havde ellers anstrengt sig hele sidste år. En task force blev sat ind for at nedbringe sygefraværet blandt de mest sygdomsramte. Og det hjalp.

Nogle steder faldt sygefraværet med over 20 procent. Men det var altså ikke nok til at få kommunens samlede sygdomsregnskab til at gå op.

Så nu skal der sættes ind endnu flere steder.

- Det er derfor vi i år udpeger 50 nye arbejdspladser, der skal have besøg af den særlige task force. Og det er vigtigt med en målrettet indsats på de arbejdspladser, hvor det ikke går fremad, siger Frank Jensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik