Københavns befolkning boomer

Københavns Kommune oplever det største baby- og indbyggerboom siden Anden Verdenskrig. Alene sidste år voksede hovedstaden med næsten 10.000 indbyggere, og Københavns Kommune regner med, at der i 2025 vil være godt 60.000 flere borgere end i dag, hvor 528.000 har adresse i storbyen, skriver Politiken tirsdag

Ifølge seniorforsker Ulf Hjelmar fra forskningsinstitutionen AKF er udviklingen en kolossal fordel for København og står i skærende kontrast til den affolkning, man kan iagttage ikke mindst i udkantsområderne.
»København tiltrækker de ressourcestærke, der har penge og betaler skat, og som andre kommuner fisker efter. Derfor er hovedstadens udfordringer ikke nær så store som mange andre steder. I det hele taget er vi i disse år vidner til en markant forandring af danmarkskortet, og vi savner en samlet strategi for, hvad vi stiller op med folkevandringen«, siger Ulf Hjelmar til Politiken.
Der er flere forklaringer på den store befolkningstilvækst, der også gør sig gældende i andre europæiske hovedstæder. For det første har sammensætningen af indbyggere forandret sig hastigt de seneste par årtier, så der nu er væsentlig flere unge og færre ældre. Samtidig føder kvinderne flere børn, med det resultat at antallet af småbørnsfamilier er steget med 30 procent. Dertil kommer, at flere fra udlandet og andre dele af Danmark også vælger at slå sig ned i København for at studere eller arbejde.
Overborgmester Frank Jensen (S) glæder sig over, at København ikke længere befinder sig på randen af fallit som i begyndelsen af 1990'erne.
»Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpe fordel for hovedstaden at få flere tilflyttere og børn. Særlig når vi når om på den anden side af finanskrisen, når der bliver rift om arbejdskraften. Men den store opgave bliver nu at overbevise regeringen om, at vi skal have lov til at investere os til billigere løsninger inden for børnepasning, skoler og byudvikling«, siger Frank Jensen til Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik