Københavner-aftale stemplet som rødt eksperiment

Politisk forlig på rådhuset er skidt nyt for erhvervslivet og for boligejere, siger Liberal Alliance.

Hverken Liberal Alliance eller De Konservative er udpræget begejstrede for den politiske aftale, som torsdag aften blev indgået om næste års budget i Københavns Kommune.

Liberal Alliances spidskandidat i København til det kommende kommunalvalg, Lars Berg Dueholm, kalder budgetforliget for en "skændsel for erhvervslivet og boligejere" og et "socialistisk eksperiment, som kun kan gå galt".

- Der var dårligt tid til en kop kaffe ved forhandlingsbordet, før Frank Jensen (S) blankt afviste at sænke både grundskylden, personskatten og erhvervsafgifter, siger han i en pressemeddelelse.

Liberal Alliance: Ræverødt forlig

- Derfor er det endt ud med et ræverødt forlig, som gør det stik modsatte af det, der er behov for, tilføjer Lars Berg Dueholm.

Et flertal bestående af Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti blev torsdag enige om budgettet for 2014, der har fået navnet "Stærk By - Stærke skoler".

Der bliver blandt andet sat 1,32 milliarder kroner til de københavnske folkeskoler over fire år, og der går også 200 millioner kroner til 640 nye familieboliger og 605 nye ungdomsboliger.

Konservative: Venstrefløjen gør boliger dyrere for de fleste

Dette nybyggeri er ikke sød musik i ørerne på konservative Rasmus Jarlov, som ligesom Lars Berg Dueholm fra LA også ser store problemer med den kommunale ejendomsskat:

- Venstrefløjen vil bruge en formue på at bygge billige boliger til et lille heldigt mindretal. Samtidig gør de boligerne dyrere for alle andre - både lejere og boligejere - når de lader grundskylden stige, siger han i en pressemeddelelse.

- Til næste år er det så blevet endnu dyrere for almindelige mennesker at bo i København. Vil de så bygge endnu flere billige boliger og lade skatterne stige igen? Det er skruen uden ende, siger lederen af De Konservative i København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik