København til kamp mod arbejdsløshed blandt unge.

Siden januar sidste år er antallet af lærlinge- og elevpladser faldet med i alt 27 procent på landsplan. Den stigende ungdomsarbejdsløshed skyldes derfor ikke mindst, at unge på korte og mellemlange uddannelser må droppe at gennemføre deres uddannelse, fordi private virksomheder ikke vil tilbyde dem en uddannelsesplads, skriver Berlingske Tidende.

Men det skal nu
laves om. Det mener i hvert fald et flertal på Københavns
Rådhus, som er parate til at gennemføre en ordning, hvor
kommunen skal oprette 500 job specielt til unge. Samtidig ønsker
kommunen, at det private erhvervsliv gør det samme.

»Erfaringer
viser, at når man i en tidlig alder bliver passiviseret på
offentlig forsørgelse, kan det blive ødelæggende for ens
fremtidige rolle på arbejdsmarkedet og dermed muligheden for at
præge sit eget liv,« siger de Radikales uddannelsesordfører i
København, Kasper Johansen, der står bag forslaget.

Socialdemokraterne, Venstre og SF støtter forslaget. Ifølge
Kasper Johansen kan de 500 ekstra job i kommunen blandt andet
findes ved at oprette undervisningsassistentstillinger og flere
job i plejesektoren. Derimod stiller han sig mere tvivlende over
for, om det vil lykkes at få private virksomheder med på ideen.
»Det er jo netop dem, som fyrer folk,« siger han.

Men det
problem er hans socialdemokratiske kollega Københavns
beskæftigelsesborgmester, Jakob Hougaard, klar med en løsning
på. »Jeg vil stille forslag om, at vi indfører sociale klausuler
over for vores leverandører, som går ud på, at dem, som
samarbejder med os, skal påtage sig den opgave at have
lærlinge,« siger han. En ide, som han får opbakning til fra
Socialdemokraterne på Christiansborg.

»Det er et fremragende
forslag, som vi bakker op om. Et af den slags initiativer, som
vi gerne ser mange flere af,« siger partiets politiske ordfører,
Henrik Sass Larsen. I Dansk Erhverv forholder man sig dog
skeptisk til forslaget.

»Vi ser helst, at det foregår på
frivillig basis,« siger organisationens uddannelsesordfører,
Svend Berg, som dog medgiver, »at det private erhvervsliv har et
stort medansvar for stigningen i ungdomsarbejdsløshed.«


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik