København er blevet mere sikker

Borgerne i hovedstaden føler sig langt mere trygge og anmelder mindre kriminalitet, viser undersøgelser.

Der kan stadig være grund til at træde varsomt på visse gader og stræder i hovedstaden, men i det store og hele kan man færdes mere ubesværet end for bare et par år siden. Det skriver Politiken fredag.

Et tryghedsindeks for 2012 udarbejdet af Københavns Kommune i samarbejde med Københavns Politi viser, at indbyggerne i hovedstaden er mindre udsatte for kriminalitet end for to år siden.

Samtidig føler færre borgere sig utrygge, når de færdes udenfor efter mørkets frembrud. Politiets opgørelser over anmeldelser af personfarlig kriminalitet som vold og trusler viser, at antallet er faldet, siden det første tryghedsindeks blev lavet i 2009.

Således er der i dag 21 procent færre anmeldelser af vold og trusler per et tusinde indbyggere end ved den første måling. Anmeldelser af kriminalitetstyper som chikane, hærværk, indbrud og narkosalg er ligeledes faldet.

Hovedstaden er inde i en positiv udvikling, mener chefpolitiinspektør Jørn Aabye fra Københavns Politi.

- Vi har en lavere kriminalitet målt på anmeldelser. Når man taler om tryghed, er det betydningsfuldt, at borgerne bliver mindre udsat for vold, og vi ønsker naturligvis, at folk kan færdes så trygt som muligt, siger han til Politiken.

Udviklingen i kriminaliteten har tilsyneladende en afsmittende effekt på byens borgere.

Danmarks Statistik har for Københavns Kommune spurgt godt 8000 borgere om, hvordan de egentlig har det med at færdes udenfor i aften- og nattetimerne. Svarene viser, at andelen, der føler sig utryg, er faldet fra 22 procent i 2009 til 18 procent i 2012.

Ifølge Københavns Politi og kommunen ligger forklaringen i et forbedret og bredere samarbejde og en fokuseret indsats i de udsatte boligområder.

Den positive udvikling får dog ikke overborgmester Frank Jensen (S) til at træde ud på rådhusets balkon for at proklamere "sikker by". Der er stadig mørke pletter i for eksempel Vesterbro, Indre By og Christianshavn.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik