Knastør tørke! Dyrene klarer sig - vi andre skal spare på vandet

Vandforsyningsselskaberne opfordrer forbrugere til at holde igen med vandforbruget.

Jorden slår revner, marker og grusveje støver - og sollyset brager ned over os dag for dag.

Danmark er ramt af tørke, og det er nu så omfattende, at vandforsyningsselskaber sender opfordringer ud om, at vi skal til at spare på vandet.

HOFOR, der forsyner København og en række hovedstadskomuner med vand, har allerede for en uge siden løftet en pegefinger og bedt forbrugerne holde igen med de mest vandkrævende aktiviteter.

Det vil for eksempel sige, at man ikke skal fylde et tomt svømmebassin - og man skal heller ikke vande sin græsplæne. (Selv om den er brun og trist kommer den sig igen, når regnen endelig falder).

Hvis man har pindsvin i sin have, er det ikke en dårlig ide at sætte lidt vand ud til dem.
Hvis man har pindsvin i sin have, er det ikke en dårlig ide at sætte lidt vand ud til dem.
Foto: Kim Haugaard / Scanpix

HOFOR lover dog, at vi er meget langt fra at skule opleve tørlagte vandhaner.

- Selvom det er meget tørt nu, så henter vi vores vand fra grundvandsmagasiner, der ligger meget dybt. Vandet dernede dannes om efteråret, om vinteren og i det tidlige forår, så det er normalt, at der ikke rigtig dannes nyt grundvand nu, lyder det fra Anne Scherfig Kruse, der er afdelingschef i HOFOR.

- Men lige nu er vores forbrug cirka 20 procent højere end normalt - og hvis sådan et forbrug fortsatte året rundt, så ville det ikke være sundt for grundvandsrerverne, siger hun.

Vandforsyningsselskabet Novafos dækker ni kommuner i hovedstadsområdet, og herfra meldes der endnu ikke om restriktioner i brugen af vand - men forbrugerne må selvfølgelig gerne tænke sig om, lyder det.

"Naturens ubarmhjertighed"

Det tørre vejr kan til gengæld både mærkes og ses i naturen.

- Der er fugle, der har masser af føde, fordi der er mange insekter. Fuglene klarer tørken, fordi de kan flytte sig. De dyr, der ikke kan flytte sig, de har det til gengæld skidt. Det gælder for eksempel myggelarver, dræbersnegle  og guldsmedelarver, siger Jes Aagaard, der er naturvejleder i Naturstyrelsen.

Han fortæller om vandhuller, som ikke har naturlig tilstrømning af vand, er nu ved at tørre ud. De vandhuller, der stadig har vand, har en højere koncentration af dyr, fordi dyrene søger derhen, hvor vandet er.

Jes Aagaard understreger, at selv om der er dyr, der nu mangler vand - så er der ikke grund til bekymring.

- Det er naturens ubarmhjertighed: De svage ryger først - de stærke individer overlever, forklarer han.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik