Klima- og naturforkæmpere demonstrerede i samlet flok: "Bliver nærmest slidt op"

Borgergrupper og ngo’er fra hele landet var lørdag samlet til demonstration foran Københavns Rådhus.

Mens det danske landskab er i rivende udvikling med det ene store byggeprojekt efter de andet, så sker det med meget lidt respekt for naturen og klimaet.

Det er budskabet bag lørdagens store fællesdemonstration, som blandt andet Danmarks Naturfredningsforening, har taget initiativ til.

quote Man er oppe imod forvaltninger, politikere og sådan nogle ting, har ikke nogen ressourcer til rådighed

Jens Kruhøffer, koordinator for demonstrationen, Klimabevægelsen.dk

En af de organisationer, der havde fundet vej til Rådhuspladsen i København var Amager Fælleds Venner, der kæmper en indædt kamp mod København Kommunes planer om at bygge på Amager Fælled.

- Det sender et godt signal, både til politikerne, og så er det også noget, der er med til at samle os i den kamp, vi har, for at bevare naturen, Steffen Rasmussen, talsmand Amager Fælleds Venner.

Amager Fælleds Venner var blandt de fremmødte demonstranter lørdag.
Amager Fælleds Venner var blandt de fremmødte demonstranter lørdag.
Foto: TV 2 Lorry

Og netop det at råbe politikerne op og vise sin utilfredshed i samlet flok er hele pointen bag lørdagens demonstration, fortæller Jens Kruhøffer fra Klimabevægelsen.dk, og som har været koordinator for demonstrationen:

- Man sidder med hver sin lille mærkesag og bliver nærmest slidt op. Man er oppe imod forvaltninger, politikere og sådan nogle ting, har ikke nogen ressourcer til rådighed, er måske bare en borgerforening, og det at gå sammen her giver jo en enestående moralsk opbakning.

Det handler om at stå sammen og bakke hinanden op i kampen for klimaet og naturen, lød budskabet fra Jens Kruhøffer fra Klimabevægelsen.dk.
Det handler om at stå sammen og bakke hinanden op i kampen for klimaet og naturen, lød budskabet fra Jens Kruhøffer fra Klimabevægelsen.dk.
Foto: TV 2 Lorry

Fem ufravigelige krav 

Med sig til Københavns havde de knap 50 ngo'er og borgergrupper fem krav.

Sæt motorveje og lufthavnsudvidelser på pause, byg ikke i natur, en tredjedel Danmark med beskyttet natur, grøn mobilitet – ikke motorveje og styrk borgerne i demokratiet.

Ifølge organisationerne viser det seneste infrastrukturforlig, at samfundet ikke har forstået, at der skal findes løsninger, der skåner klimaet og naturen. 

Blandt andet fremhæves planen om Lynetteholmen, som et eksempel herpå.

- Folketing og kommune vil med Lynetteholmen fylde enorme mængder af jord og slager i Øresund og dermed ødelægge værdifuld havmiljø, skriver de i en pressemeddelelse.