Klassisk eller vegansk: Sådan laver du perfekt valgflæsk

For mange danskere er valg lig med stegt flæsk med persillesovs. Hvad enten du er til den klassiske mormor-version eller til den nye, veganske version, så giver vi dig de bedste tips til valgflæsket.

Valgfesten er for alvor i gang. Og en rigtig fest kræver også det helt rette festmåltid.

På valgaften ynder mange danskere at få valgflæsk. Men hvordan er det nu liiiige, man sikrer et sprødt ydre og et blødt indre.

Fortvivl ej! Vi guider dig, så du kan imponere dig selv og dine gæster.

Til at give dig den bedste guide, har vi allieret os med Danmarks ukronede stegt flæsk med persillesovs-konge. Nemlig Umut Sakarya. 

Valgflæsk eller stegt flæsk?

  • Selvom mange danskere kalder stegt flæsk for valgflæsk, når de spiser det på valgaftenen, så er det faktisk to vidt forskellige ting.


  • De fleste ved nok, hvad stegt flæsk er. Og i 2014 blev stegt flæsk med persillesovs kåret som Danmarks nationalret.


  • Valgflæsk er derimod ikke nær så appetitligt. Valgflæsk er nemlig lokkende, gyldne løfter, som en kandidat eller et parti fremsætter før et valg for at få stemmer, men som de ikke agter at opfylde.


  • Det var faktisk først ved Folketingsvalget i 2011, at medierne begyndte at koble begrebet valgflæsk sammen med retten stegt flæsk.


  • I 1900-tallet var stegt flæsk på ingen måde et fest-måltid. I stedet blev det karakteriseret som en "ufin" fattigmandsspise.


Kilde: Videnskab.dk, Ordnet, FødevareWatch

Tip nummer 1: Kødet

Det giver måske sig selv, men kødet er vigtigt. I hvert fald hvis du laver den klassiske mormor-version. Hvis du virkelig vil brillere, skal du - ifølge Umut Sakarya - dog undgå den pakkede version, som du finder i dit lokale supermarked.

- Hvis man er i nærheden af en dansk gammeldags slagter, så skal man bede om at få skåret 1,5-2 cm tykke skiver. Så sikrer man nemlig sprødt svær og saftigt kød, siger Umut Sakarya.

Er man ikke så heldig at bo i nærheden af en slagter, anbefaler han, at man køber en ribbensteg og skærer sine egne stykker.

Artiklen fortsætter under billeder.

Umut Sakarya ejer Guldkroen i København, hvor der bliver serveret stegt flæsk i rigelige mængder.
Umut Sakarya ejer Guldkroen i København, hvor der bliver serveret stegt flæsk i rigelige mængder.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix og Nordsjællands Politi


Tip nummer 2: Sovsen

Til en rigtig omgang valgflæsk hører sig også persillesovs. Og her er de rette ingredienser igen alfa og omega.

- Sovsen skal laves på fløde. Rigtig meget fløde. Og så skal man lade vær med at bruge kartoffelvand og letmælk, siger Umut Sakarya og tilføjer, at man skal bruge frisk persille i rigelige mængder.


Tip nummer 3: Det rette tilbehør

All right. Nu har du styr på svin og sovs. Og selvom det er en lækker kombination, som sagtens kan spises som chips med dip, så vil de fleste nok tilføje lidt ekstra lir.

Kartofler skal der til. Ifølge Umut Sakarya, skal det ikke være en hvilken som helst kartoffel, men aspargeskartofler. 

- Og så skal man have noget surt til, for eksempel rødbeder, så det ikke bare er fedt, men der faktisk kommer en smagsoplevelse, siger han til TV 2 Lorry.

Stegt flæsk ala Umut

Til fire personer skal du bruge:

  • 3 kilo Flæsk (1,5 cm tykkelse)
  • Salt


Sådan gør du: Læg flæsket taglagt med sværsiden opad og stege i ovnen ved 200 grader i cirka 45 min. Skru derefter op på 230 grader til sværene på flæsket poppet op.



Persillesovsen

  • 2 l. Fløde
  • 1 budt persille
  • 10 hele sort peber
  • 3 laurbærblade
  • 1 tsk. groft salt
  • 5 spsk. Maizena
  • 2 håndfuld Groft skåret rodfrugtblanding
  • Salt


Sådan gør du: Kog fløden op med laurbærblade, sortpeber, persillestilke og rodfrugtsblanding. Lad det køle af og trække natten over. Sigt fløden og jævn med maizena. Smage til med salt og friskhakket persille.



Kartofler
  • 1,5 kilo aspargeskartofler
  • Vand
  • Salt
  • Smør
  • Persille


Sådan gør du: Bring vand, salt og kartofler i kog og lad dem træk færdig i gryden. Pil kartoflerne og vend den med persille og smør inden servering


Opskrift: Guldkroen

Den veganske version

Spiser du ikke kød? Så kan du stadig få dig en omgang valgflæsk. 

Med hjælp fra Kasper og Karina, der står bag hjemmesiden og bloggen veganer.nu, kan du for eksempel forsøge dig med deres version, som de kalder stegt elsk med persillesauce.

Ifølge dem, har den veganske version næsten samme smag og konsistens som den almindelige, traditionelle, danske ret. 

Stegt elsk med persillesauce

Til fire personer skal du bruge:

  • 500 g tofu (fast - gerne røget)
  • 2,5 spsk rapsolie
  • 2,5 spsk sojasauce
  • 6 spsk gærflager
  • 2 spsk vand


Sådan gør du:

Tag tofuen ud af pakken, fold et klæde omkring den og pres den let med hænderne, så noget af væden kommer ud af den.

Skær tofuen på den lange led i max 1/2 cm tykke skiver – skiverne må meget gerne have varierende tykkelse, men IKKE være tykkere end 1/2 cm.


Lav en marinade af olie, sojasauce, gærflager og vand, der røres godt sammen – den skal ikke være for tyk (men heller ikke for tynd), så den svøber sig godt om tofuskiverne, når de marineres. Tykkelsen kan variere en del afhængig af, hvilke gærflager, der anvendes, så tilføj evt. lidt ekstra vand, hvis den føles for tyk.

Læg tofuskiverne i marinaden og lad dem marinere heri i ca. 1 time, hvor de jævnligt – forsigtigt – vendes, så marinaden kommer overalt på skiverne.

Steg tofuskiverne i marinaden ved mellemhøj varme i ca. 30-40 minutter (de sidste 10 minutter ved lidt lavere varme) hvor de jævnligt vendes, så de bliver godt gennemstegte.


Imens tofuen steger, går du i gang med at ordne kartofler og lave persillesauce:


Sovs og kartofler:

  • 40 g frisk persille (40 g = 2 bøtter)
  • 3 stk grønsagsbouillonterning
  • 6 dl vand
  • 4 spsk hvedemel
  • 4 spsk havrefløde (eller anden plantefløde)
  • 0,125 tsk salt (smag til)
  • 0,125 tsk peber
  • 1 kg kartofler


Sådan gør du:

  • Skyl og hak persille fint
  • Pisk hvedemel og vand godt sammen til en jævn masse
  • Bring melblandingen op og koge sammen med bouillonterningerne (der langsomt vil opløses undervejs), mens der hele tiden røres i den – tilsæt om nødvendigt lidt vand undervejs – og tilsæt efter 3-5 minutter (når ønsket konsistens er opnået) persille
  • Tilsæt plantefløde og smag til med salt og friskkværnet peber
  • Skræl kartofler og kog dem i letsaltet vand de sidste ca. 15 minutter af tofuens stegetid


Opskrift: Veganer.nu


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik