Klar kommunal tale er hamrende svært

Forvaltningen i Helsingør beder nu byrådet om hjælp. Det sker efter Frederiksborg Amts Avis bragte en artikel om, at 11 ud af 16 byrådsmedlemmer har stemt på forslag, som de ikke forstod.

De har sendt et forslag ud til alle de politiske udvalg, hvor de beder om ideer til, hvordan embedsmændene kan gøre forslagene mere forståelige. Problemet er dog, at også det nyeste forslaget fra embedsmændene er utroligt indviklet formuleret.

Læs også: Byråd forstår ikke det de stemmer om

- Det er et problem. Og selvom man har prøvet at gøre teksterne bedre én gang, bliver man nødt til at prøve igen. Man kunne prøve at sende embedsmændene på efteruddannelse eller lade politikerne komme med løbende tilbagemeldinger, siger forskningschef ved Danmarks Journalisthøjskole, Roger Buch, der blandt andet forsker i kommunalpolitik, til Frederiksborg Amts Avis.

Forslaget fra forvaltningen har et lixtal på 56, hvilket svarer til sværhedsgraden i faglitteratur, afhandlinger, lærebøger og lovtekster.

Roger Buch kalder tallet "urimeligt højt". Han forstår dog godt, hvorfor embedsmændene kan have svært ved at skrive forståeligt.

- Typisk har de medarbejdere, som kommunen ansætter, jo en lang videregående uddannelse, og de har en tendens til at tage deres sproglige bagage med fra universiteterne, siger han.

Derudover påpeger Roger Buch, at mange af de sager, som embedsmændene sidder med, er svære at gøre mindre komplicerede. Men selvom han forstår problemerne, mener han stadig, at der skal arbejdes med at gøre forslagene mere forståelige.

- Det har været et problem i lang tid, og det er ikke noget, man løser på et par måneder. Man bliver nødt til at arbejde med det løbende, siger Roger Buch.

Bjarne Pedersen, der er Kommunaldirektør i Helsingør, beklager, at netop dette forslag er så svært at forstå. Han forsikrer dog, at man fortsat arbejder på at gøre teksterne lettere at forstå.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik