Kirurgs blodige fodtøj deles af tusindvis af danskere

Ortopædkirurgs opråb spreder sig som en steppebrand på de sociale medier. Det rammer ind i det, der bliver snakket om i hele Danmark, mener ekspert.

Mens forhandlingerne om de offentligt ansattes overenskomster er gået ind i en afgørende slutfase, er flere og flere offentligt ansatte faret i blækhuset på de sociale medier.

En af dem er Michael E. Schultz-Larsen, der er ortopædkirurg på Rigshospitalet.

Søndag lagde han et foto på både Instagram og Facebook, hvor man kan se hans blodstænkte træsko efter en lang arbejdsweekend.

Opslaget fra ortopædkirurgen er i skrivende stund blevet delt mere end 8000 gange og fået 24.000 likes.

Med til billedet fulgte et opråb:

- Parkerer skoene efter weekendens vagter. En nattevagt og en dagvagt, hvor jeg sammen med gode kolleger har opereret sløje patienter, syet spritstive festabers huller i hovedet, modtaget traumer mm, indleder Michael E. Schultz-Larsen opslaget.

- Dagvagtens fyrstelige og betalte frokostpause foregik i elevatoren med et kyllingespyd fra 7eleven i den ene hånd og vagttelefonen i den anden. Nattevagtens aftensmad blev opgraderet til køledisk-salat fra samme leverandør. Vagttelefonen er i øvrigt fast makker - også på toiletbesøg og andre “pauser”, skriver Michael E. Schultz-Larsen.

Bredside til Løhde og Ziegler

Han slutter opslaget af med en verbal opsang til innovationsminister, Sophie Løhde (V), der forhandler på statens område, og KL's chefforhandler, Michael Ziegler (Kons.).

- Løhde og Ziegler, smid nu bare håndklædet og tag et kig ind i den virkelige verden. Det handler om respekt! Hilsen Michael, ortopædkirurg, helt nede på gulvet, Rigshospitalet.

Ekspert: Sociale medier er afgørende for OK18

Opslaget fra Michael E. Schultz-Larsen har høstet et hav af rosende kommentarer med alt fra ”Stor respekt” til ”Godt skrevet”. 

Ifølge Benjamin Rud Elberth, der er ekspert i politisk, digital kommunikation, så spiller offentlige ansattes stemme på de sociale medier en afgørende rolle i de nuværende overenskomstforhandliger.

- Sociale medier kan skabe en folkestemning hos Hr. og Fru Danmark, der gør, at de i højere grad sympatiserer med fagbevægelsen. Det kan man tage direkte med ind i et forhandlingslokale. For det, som parterne kæmper med lige nu, er, hvordan man får danskerne til at vælge side i det her. Enten er de offentligt ansatte nogle – undskyld udtrykket – klynkerøve, eller også begynder man at tænke, at de nok har en pointe. Så det gælder i allerhøjeste grad om at vinde folkestemningen, siger Benjamin Rud Elberth til TV 2 Lorry.

Derfor deler og liker danskerne

Han har selv læst opslaget fra Michael E. Schultz-Larsen, og han kalder det et "flot" og "velskrevet" eksempel på, hvordan man rammer den helt rigtige tone og opnår makismal gennemslagskraft.

- Det rammer ind i det, der bliver snakket om i hele Danmark i disse tider. Og når der kommer sådan en mand på gulvet med blod på skoene, og han fortæller ærligt og med egne ord, hvad det er, der sker, så støtter vi op. Han appellerer fuldstændig til vores sympati, og det skal vi have afløb for. Så trykker vi like eller deler, siger Benjamin Rud Elberth.

Han mener, at fagbevægelsen i disse tider har vind sejlene på de sociale medier, hvilket er lykkedes knap så godt for arbejdsgiversiden med staten, Danske Regioner og KL.  

- De skulle have været bedre til tidligere til at forklare, hvorfor der ikke er penge til at give de offentligt ansatte mere i løn. Men når det er sagt, så er de slet heller ikke lige så aktivistiske som fagbevægelsen, der er i overtal på de sociale medier og har stået skulder ved skulder, som de selv kalder det. Som én skrev på Facebook den anden dag, så kender alle en offentlig ansat. Så når du hører noget som det her fra en af dine nære venner, så tror du også på det, siger Benjamin Rud Elberth.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik