- Hvis du havde spurgt mig som ung, så havde jeg slet ikke forestillet mig, at jeg skulle over i den boldgade, siger Kirsten Lehfeldt om, at hun i dag kan betragtes som et kvindeligt fyrtårn inden for dansk komik.
Som ung var hun overbevist om, at det var de store klassikere, hun skulle beskæftige sig med.
Jeg var ikke selv klar over, at jeg havde et komisk talent
- Det skulle jo være alle de store følelser, drama og Shakespeare. Det var dét, der var drømmen, siger hun.
Den nu 66-årige folkekære skuespiller er lige nu aktuel med sin biografi, der er skrevet af forfatter Jacob Wendt Jensen, som også har skrevet Lise Nørgaards biografi.
Edith Piaf blev gennembruddet
Kirsten Lehfeldt bliver uddannet skuespiller fra Århus i 1976 og kaster sig i begyndelsen over teater. I 1980 får hun rollen som Edith Piaf på Aalborg Teater.
Den bliver hendes helt store folkelige gennembrud, der kommer til at åbne en masse døre.
Sans for komik
Under forberedelserne til forestillingen Sommer i Tyrol, opdager skuespillerne Rolv Wesenlund og Per Pallesen, at Kirsten Lehfeldt har sans for komik.
- De ser det hurtigere, end jeg gør. Jeg var ikke selv klar over, at jeg havde et komisk talent, fortæller hun.
Kirsten kommer efterfølgende til at lave revy, får flere roller i lystspil, og begynder ad den vej at interessere sig for komisk timing og levering.
Opgøret med mande- og kvinderoller
I slutningen af 1980'erne møder Kirsten Lehfeldt Søs Egelind, da de to skal lave revy sammen. Men de synes, der mangler nogle ordentlige roller til kvinder.
Vi anede ikke, hvordan det ville blive modtaget, men folk skreg af grin, og så får man jo blod på tanden
De havde begge en fornemmelse af, at der var en skævhed i forhold til, hvordan revyteksterne blev fordelt mellem mænd og kvinder.
- Mændene stod med alt det sjove og det indholdsrige, kvinderne var mere yndigt fyld, og så fik vi lyst til at gøre noget ved det, husker hun.
De finder på to kvindelige politibetjente, som ikke er hverken sexede eller smukke, og som taler om parforhold, noget man ikke havde set før i dansk revy.
- Vi havde fat i noget med uniformer og de maskuline sider i os selv. Vi var meget satiriske og kritiske omkring parforholdet. Vi prøvede nogle grænser af, og talte om samliv med vores mænd - mændene fik i det hele taget lidt på hattepullen, griner hun.
Revyteksterne med en ny, sjov kvindetype var en form for protest, uden at det gik ud over nogen, forklarer Kirsten Lehfeldt.
- Vi havde lyst til at gøre noget ved det, og så gjorde vi det selv.
God til at spille mænd
Efterfølgende finder Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt på at spille mænd.
Det resulterer blandt andet i karaktererne Helge og Carsten, der med deres synlige røvsprækker, netundertrøjer, fedtede hår og håndbajere tager Danmark med storm.
Det er første gang, at man så kvinder i uforfængelige, nærmest grimme roller, som samtidig var virkelig komiske - og publikum elskede det.
- Det var nok lidt ligesom at være The Beatles. Vi anede ikke, hvordan det ville blive modtaget, men folk skreg af grin, og så får man jo blod på tanden, fortæller Kirsten Lehfeldt.
Det, de ville med deres manderoller, var at spille mænd, så man troede på det. De ville portrættere den brovtende mand, der havde travlt med at kommentere på kvinder, så de selv kunne høre, hvor irriterende de kunne være.
- Det var jo både sådan lidt storskrydende og pralende typer, men også lidt søde nede på bunden. For vi kunne jo også godt lide dem. Det var ikke ondt ment, forklarer hun.
Senere finder duoen på Kongeriet, som både bliver en tv-serie og flere teaterforestillinger.
Banebrydende uden at vide det
Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at Kirsten Lehfeldt sammen med Søs Egelind har været banebrydende inden for dansk kvindekomik.
Men på det tidspunkt, hvor de skrev deres egne revytekster og fandt på Carsten og Helge, var de ikke klar over det.
Man ved ikke, hvad det kommer til at betyde på lang sigt. Vi vidste bare, at det betød noget for os, siger hun.
- Vi kan jo godt se det i dag, men vi tænkte ikke over det dengang. Vi gjorde det ud fra en nødvendighed.
Når Kirsten efterfølgende har talt med unge kvindelige komikere, kan hun godt se, at de har været med til at bryde nogle grænser ned, og sætte kvindekomik på landkortet
- Man gør det derfra, hvor man er, og man aner jo ikke, hvor det lander, man kaster sig bare skrigende ud i det. Man ved ikke, hvad det kommer til at betyde på lang sigt. Vi vidste bare, at det betød noget for os, siger hun.
