Kan du headbange med en Hövding? Vi afprøver airbag til hovedet

Hövding har taget hovedstaden med storm. Men kan man regne med at den udløser, og skal man frygte et pludseligt brag, når man triller over en kantsten?

Det er populært at droppe cykelhjelmen for i stedet at iføre sig en såkaldt Hövding-airbag i den danske hovedstad.

Salget af Hövding-airbags er gået strygende. Masser af københavnerne finder øjensynligt airbaggen både troværdig, pæn og praktisk. 

Der er dog også brugere, der er mere skeptiske.

Dem, der frygtsomt og forsigtigt ifører sig airbaggen, og dem som omhyggeligt undgår brosten, kantsten og andre bump på vejen af frygt for en pludselig eksplosion.

Både BT.dk og TV 2 Lorry har også tidligere fortalt om uheldige cyklister, hvis airbags er sprunget, selvom de ikke har været involveret i uheld

Hvad skal der egentlig til, før den springer?

Redaktionen har - af hensyn til de mere utrygge indehavere - sat os for at teste, hvad der egentlig skal til for at udløse en airbag. Testen er sket med både en Hövding 2 og en Hövding 3, som netop er lanceret i september 2019. 

Vi har valgt både at cykle over brosten og kantsten. Vi kaster hovedet fra side til side, og vi bremser hårdt op på vores cykel.

Derudover vælger vi - mod Hövdings anvisninger - at stige af cyklen med en aktiveret airbag for at samle handsker op fra jorden og låse cyklen. 

Det er måske noget, som den travle københavner kan relatere til. 

Sidst både spurter, springer og kravler vi med den på.

Hvordan det går, kan du se i videoen herunder. Vi understreger dog, at testen ikke på nogen måde er valid som en færdig undersøgelse, men nærmere er ment som et sjovt eller brugbart forsøg til de nysgerrige. 

 

DR sår tvivl om sikkerheden

TV 2 Lorrys Hövding-airbags udløses ikke, selvom vores testperson både hopper ned fra en bænk, kaster sig fremover og danser på stedet. 

I vores test viser det sig, at der skal en hel del til, før airbaggen går af. 

DR's Detektor kunne da også torsdag i sidste uge berette om cyklisten Carl Lindahl, hvis airbag aldrig udløste i forbindelse med et uheld.

Faktisk mener flere eksperter, at der er risiko for, at airbaggen ikke når at beskytte dig i forskellige typer af ulykker:

- Der vil være en masse situationer, hvor man bliver ramt af en lastbil med flad front eller bagenden af en varevogn, og der vil hjelmen simpelthen ikke nå at blive oppustet, siger overlæge Lars Binderup Larsen, der har undersøgt tusindvis af trafikuheld på Odense Universitetshospital, til DR's Detektor.

TV 2 Lorry har spurgt virksomheden, om vi kan regne med airbaggen, selvom vores test også viser, at der skulle en del til at udløse den.

Men det kan man godt, lyder det fra Frederik Carling, som er CEO hos Hövding.

Hövding: Derfor eksploderer den ikke

Han understreger, at algoritmer og særlige sensorer er årsag til, at Hövding kan skelne en ulykke fra sjov og leg. 

- Hövding er udrustet med accelerometer og gyroskopsensorer, som registrerer accelerationen og rotationen omkring nakken på cyklisten.

- Når den er tændt registrerer Hövding cyklistens bevægelser 200 gange per sekund. Ved en ulykke detekteres cyklistens unormale bevægelse og airbaggen udløser, siger Frederik Carling i et skriftligt svar til TV 2 Lorry.

Direktøren oplyser samtidig, at firmaet før lanceringen af Hövding 3 har gennemført mere end 3.000 iscenesatte ulykker og 2.000 timers almindelig cykling med stuntmand, som alt sammen er blevet en del af cykelairbaggens algoritme.

Set i lyset af Detektors seneste afsløringer og vores test. Kan man så stole på, at den udløser, når man er i ulykke?

- Siden Hövding er blevet taget i brug, er der blevet registreret 4.889 ulykker, hvor cyklisten har haft en Hövding på hovedet. I samme periode er der registreret enkelte hændelser, 3,8 promille, hvor Hövding ikke beskyttede brugeren, som den skulle.

- En del af disse fejl skyldes brugerfejl, og en del at algoritmen ikke har registreret rystelsen som en ulykke. De fejl tager Hövding alvorligt og undersøger grundigt. For os var Detektors nyhed ikke afslørende. Vi kendte til den ulykke (som Dektektor præsenterede i sin udsendelse, red.), og den var en af de 3,8 promille, lyder det fra Frederik Carling.

Følg altid disse grundregler

 

1. Sørg altid for at have din cykel-airbag tændt, mens du cykler.
 

2. Sluk airbaggen, når du stiger af cyklen.
 

3. Undgå at dække din Hövding til med for eksempel halstørklæder, sjaler eller et par hovedtelefoner.
 

4. Kombinér aldrig din Hövding med brug af en almindelig cykelhjelm.
 

5. Brug kun din Hövding til almindelig hverdags-/bycykling. Den er ikke designet til for eksempel MTB, landevejscykling, BMX, ski, skateboard, knallert mm.

Kilde: cykelpartner.dk

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik