Kære upassende spørger Bland dig uden om min livmoder

- Kan du mærke, at det hiver lidt i livmoderen?

Jeg mærker en albue puffe mig i siden og drejer hovedet. Et familiemedlem ser på mig med sammenknebne øjne og et underfundigt smil.

Vi står i en flok og ser på min kæreste, der holder min kusines nyfødte. Det er ham, der holder barnet og ikke mig, men alligevel er det mig, blikkene rettes mod, selvom jeg er sikker på, at vi alle kan blive enige om, at der skal to til at lave en baby.

Det er ikke et enestående tilfælde. De sidste par år er det endda intensiveret. Formentlig fordi jeg for nylig er fyldt 30 år og altså fortsat ikke har bragt en arving til verden. 

I nogens øjne betyder det, at synet af et barn - eller endnu vildere: synet af min kæreste med et barn i armene - absolut må få mig til at føle mig helt gal efter selv at blive gravid.

Det er sikkert som amen i kirken, at hvis jeg siger nej tak til en øl, så kan folk ikke bekæmpe deres tilsyneladende uimodståelige trang til at spørge mig, om jeg er gravid. Snakken om, hvad dét siger om vores alkoholkultur i Danmark kan vi tage en anden gang.

Og hvis jeg efter en køretur tilkendegiver, at jeg har fået kvalme, så fyger det om ørerne på mig med variationer af spørgsmålet, om jeg er med rogn. Det, selvom jeg egentlig bare lider af køresyge.

Også min algoritme har vendt sig mod mig. På sociale medier bliver jeg i annoncer spurgt: ”Er du gravid? Eller prøver du at blive det?”, mens jeg bliver spammet af reklamer om fertilitetsbehandling og billeder af flyvende storke med pastelfarvede bylte på vej for at levere babyer.

Et par hurtige klik har vist mig, at det skyldes, at annoncørerne målretter deres reklamer kvinder over 30.

Jeg er 30 år, og jeg bor sammen med min kæreste, som jeg skal giftes med til sommer.

Jeg forstår, at i en forældet udgave af verden, så er netop det opskriften på, at jeg også snart skal være gravid, eller at jeg som minimum må føle en stor lyst til at blive det, og jeg forstår, at det i nogens øjne giver en slags turpas til at spørge igen og igen, hvad der rører sig bag min navle.

Sandheden er, at svaret ikke rager nogen, og når jeg gang på gang skal svare på, om jeg er gravid, om jeg føler mig skruk, om det ikke snart er min tur, og om jeg har tænkt på i mit arbejdsliv, at jeg en dag skal på barsel, så vidner det om, at selvom vi er i 2022, så er min krop ikke min egen.

Tværtimod er den allemandseje, for alle har tilsyneladende en holdning til, om og hvornår jeg skal have et barn.

Men hvorvidt min livmoder slår kolbøtter, når jeg kigger på en baby, eller om jeg rent faktisk er ved at gro et liv, er ikke din eller samfundets sag. Og jeg er andet end min lyst og ikke mindst evne til at reproducere mig selv.

Primitiv nysgerrighed kan være en kniv i hjertet

Udover at jeg personligt synes, at det er vanvittigt irriterende at blive degraderet til indholdet – eller manglen på samme – af min livmoder, så er der andre og vigtigere årsager til, at det er problematisk at spørge kvinder, om de er gravide eller skrukke.

Vi ved, at et stigende antal børn bliver til med fertilitetsbehandling, og vi ved, at personer, der prøver at få børn, men som kæmper med at lykkes, oplever det som en sorg.

Man kan ikke se på folk, om de er i fertilitetsbehandling, eller om de ikke kan få børn, og derfor er der en reel risiko for, at dit spørgsmål forstås som en kniv i hjertet frem for en kærlig interesse.

Samtidig ved vi, at der altid er en risiko for at miste barnet under graviditeten. Du risikerer altså at spørge en, der har mistet, om hun er skruk eller gravid, og det kan være uendeligt sårende.

Med dit spørgsmål kan du også risikere at ramme et par, der er uenige, om de skal have børn, og for hvem emnet er alvorligt betændt.

På den mindre alvorlige, men alligevel svært grænseoverskridende side, så kan du også komme til at rette din primitive nysgerrighed mod en kvinde, der rent faktisk er gravid, men som endnu ikke har fortalt det til omverden.

Og hvis hun ikke er god til at lyve, eller ikke har lyst til det, så tvinger du hende til at annoncere den store nyhed på et tidspunkt, som du har bestemt, og det er egoistisk.

Spørg derfor dig selv, hvorfor det er så vigtigt for dig at stille de spørgsmål, når en kvinde siger, at hun har kvalme, ikke vil have en øl, eller når hun ser på sin kæreste holde et barn.

Eller som minimum så spørg dig selv, hvorfor du ikke retter spørgsmålet om niveauet af "skrukhed" mod partneren. En mand kan være - eller ikke være - præcis lige så skruk som en kvinde, og det er massivt trættende konstant at være den eneste skydeskive til den slags spørgsmål i et forhold.

Og medmindre du er min kæreste, så er vi ikke tætte nok til, at du kan tillade dig at spørge, om jeg er gravid eller har lyst til at være det.