Kære respektløse type Svar dog på min invitation - og drop afbuddet i sidste øjeblik

I min kommode ligger en liste med navne på personer, som har brændt mig af til min fødselsdag, eller som aldrig har svaret på min invitation. Lad mig forklare.

Gennem mine 20’ere har jeg holdt mange fester - både fødselsdage, nytårsaftener og helt almindelige fejringer af livet, for jeg elsker at holde fest, og jeg elsker at kunne invitere dem, jeg holder af, til en dejlig og sjov aften.

Men hver eneste gang, jeg har stået for et arrangement, er jeg blevet skuffet på den der måde, der senere udvikler sig til, at jeg føler mig såret - og på sigt rendyrket, rødglødende panden-ind-i-væggen rasende. For når jeg arrangerer noget, foregår det typisk på følgende måde:

Jeg inviterer en god, stor flok til en begivenhed, jeg opretter på Facebook, eller også sender jeg en invitation direkte til dem, jeg gerne vil invitere.

En trofast gruppe svarer med det samme, at de kommer, men derefter taber antallet af tilmeldinger hurtigt fart, og jeg bliver typisk efterladt med omkring 50 ubesvarede invitationer. 50 mennesker kan altså ikke tage stilling til, om de kan deltage.

Det kan der være mange årsager til, og jeg ved godt, at lige netop Facebook-invitationer kan drukne i proppede feeds. Så jeg sender en venlig reminder ud først, og det får et par stykker til at reagere og tilkendegive, om de kan deltage eller ej, men så sker der heller ikke mere, og tallet for de ubesvarede invitationer printer sig ind på min nethinde og provokerer mig.

For jeg kan ikke forstå, at man ikke bare kan tage stilling.

En af mine venner har på et tidspunkt betroet mig, at han blev lidt bange for mig, når vi nærmer os min fødselsdag, fordi jeg har en tendens til at få en lidt aggressiv tone, når talen falder på min fødselsdag og specifikt på, hvem der deltager. Og det forstår jeg faktisk godt.

For et kig i mine gamle, arkiverede Facebook-begivenheder viser mig, at min provokation over de ubesvarede invitationer kan føre til, at jeg eksempelvis skriver følgende:

“Og til jer, der ikke har svaret. I kender min holdning, og jeg vil personligt chikanere jer, indtil I svarer på invitationen.”

Jeg tror, at folk troede, at jeg havde et glimt i øjet, da jeg skrev det, men det havde jeg virkelig ikke.

Tilbage til forløbet.

Når dagen så kommer, er der typisk stadig en god håndfuld, der endnu ikke har fortalt mig, om de har tænkt sig at dukke op, og dem kontakter jeg direkte.

Alt i alt ender jeg med at bruge mere tid og energi på at få folk til at svare på min invitation end på rent faktisk at forberede festen og ikke mindst glæde mig til den.

Min lykke over at holde fest bliver oprigtigt druknet, når folk ikke tager sig tid til at svare på min invitation, og der findes for mig ikke noget, der føles mere som en smertefuld lussing i ansigtet, end at invitere et menneske, jeg kan lide, til min fest, for så at blive ignoreret og derefter skulle presse personen på kreative måder til rent faktisk at svare.

Det er arrogant, og det er ganske enkelt virkelig tarveligt overfor den person, der har brugt tid på at invitere.

I sidste øjeblik får jeg syv aflysninger

Lad os spole tiden frem til selve aftenen for min fest.

Jeg har købt en ny kjole, sat mit hår fint. Der er balloner og pynt, og DJ’en (eller mit gamle musikanlæg, som jeg fik i konfirmationsgave) spiller det, jeg kan lide. Jeg er fuld af forventning til aftenen, og jeg får et sug i maven ved tanken om, at alle mine gæster ankommer om lidt.

Jeg har ikke set på min telefon i et par timer, og da starttidspunktet for festen nærmer sig, samler jeg den op.

Der er indenfor kort tid tikket syv beskeder ind. De indeholder alle en variation af samme budskab. De kommer ikke alligevel. Noget med en hovedpine. Noget med en lang dag på arbejde. Noget med nogle børn. Og så en masse emojis. Der er altid mange emojis i beskeder, som afsenderen ved vil skuffe.

Det skal altid være muligt at melde afbud til en fest, og der kan være ærlige, gode årsager til, at man gør det. For mig går klappen bare ned, fordi jeg ved, at det sker hver eneste gang, jeg arrangerer noget. Det er det mest forudsigelige, og det pisser mig af, at folk ikke bare kan hanke op i sig selv og holde det løfte, de har givet, om at deltage.

Der er ingen, der kender bedre end jeg, at man kan føle sig så udbrændt efter en lang dag på arbejde, at man simpelthen ikke orker at tage til den fest, man ellers havde sagt ja tak til.

Men så må man simpelthen bare lade være med at sige ja i første omgang, når man ved, at man er et menneske, der kan komme til at trække i land.

Det er så simpelt.

Svar på invitationen, og når du har sagt, at du kommer, så lad være med at melde afbud i sidste øjeblik. Alt andet er arrogant og tarveligt overfor den person, der har inviteret dig til sin fest.