Kære høje person: Jeg står lige bagved dig – og jeg kan ikke se en skid!

Dagens klummeskribent rager ikke særlig højt op i landskabet. Det giver til tider udfordringer - særligt i en tid, hvor gennemsnitshøjden rapporteres at stige markant.

Dette er en klumme, det betyder at holdningerne i teksten er skribentens og ikke TV 2 Lorrys.

Forleden var jeg til koncert. 

For første gang i nærmest umindelige tider. 

Sådan én med flere tusinde mennesker samlet på samme gulv foran scenen. Det var en rigtig voksenkoncert, hvor alle tilskuere opførte sig roligt og hverken dansede vildt, kravlede i hegn, brækkede sig eller kastede med ølkrus. 

Dejligt! Enormt civiliseret faktisk.

Men jeg har et problem. 

Og det er danskernes voksende gennemsnitshøjde. 

quote Men stigningen har ikke ramt mig. Jeg er stadig 170 centimeter høj, og det er altså et problem, når jeg går til koncert.

Hans Nørgaard

For jeg kan i stigende grad hverken høre eller se, når jeg står i en menneskemængde fyldt med høje mennesker. Forleden var den helt gal.

Helt nye tal viser, at i løbet af de sidste 34 år er danske mænds gennemsnitshøjde steget med 2,8 centimeter og kvindernes højde er steget med 1,6 centimeter. 

Men stigningen har ikke ramt mig. Jeg er stadig 170 centimeter høj, og det er altså et problem, når jeg går til koncert. Ikke et stort problem – men et voksende problem (Som ved Gud ikke bliver mindre af, at man skrumper med alderen!)

God plads bagtil

Ta´ nu koncerten forleden. 

Af erfaring ved jeg, at jeg har bedst muligheder sådan pænt langt tilbage. (Jeg er ikke typen, der med næb og kløer kæmper mig til en plads lige foran scenen). 

Og i den bagerste halvdel er der jo som regel lidt bedre plads mellem de forventningsfulde publikummer, og dermed kan jeg placere mig, så jeg faktisk kan se scenen og ikke skal høre lyden gennem en mur af rygge, der står lige foran mig.

Og så er det, det gik galt alligevel. 

quote Så er det, man begynder på en række fabelagtige højre-til-venstre-og tilbage igen dancemoves.

Hans Nørgaard

For gang på gang, mens jeg stod og nød musikken, kom der den ene ret høje person hen og stillede sig lige foran mig. Altså helt tæt. 

Så er det, man begynder på en række fabelagtige højre-til-venstre-og tilbage igen dancemoves – for så at kunne kigge hen over skuldrene på den, der står foran. Indtil hans – høje – kæreste så dukker op. 

Så bliver mine dansebevægelser endnu mere komplicerede – og helt umuligt bliver det så, når deres to hoveder pludselig mødes i det ene lange kys efter det andet – for her skal jeg så have så meget gang i mine højre-venstre bevægelser, at jeg vugger uden om ikke bare et – men TO hoveder.

Man bliver altså tvunget til at droppe sin plads – bevæger sig så lidt ud mod siden og finder et nyt kighul i muren af mennesker foran. Og hip hip hurra – det lykkes endnu engang.

Men hvad sker der så? Kollektivt beslutter menneskemuren, at nu er koncerten så ultimativt god, at der bare skal filmes. Op (højt op) ryger mobiltelefonerne. Mange af dem i strakte arme, der placeres lige præcis i de linjer, hvor jeg har mine desperat tilkæmpede synsfelter. 

Og her er det så, at jeg nu må nyde koncerten ved at stå og kigge op i skærmen på et fremmed menneskes mobiltelefon. 

Men hey – jeg er da i det mindste til stede i lokale som den kunstner, jeg har betalt for at høre eller se...

Truende albuer

Jeg ved også, at jeg ikke skal komme for tæt på en høj person foran, som bliver revet med af musikken. 

For havde han eller hun et tilsvarende højt menneske bag sig, så ville vedkommende højst risikere at få en mavepuster fra en roterende albue. Min højde betyder, at jeg kan få den i ansigtet (det var her, jeg var glad for aftenens civiliserede publikum – albuerne blev holdt nogenlunde i ro).

quote Og hvad skal jeg så gøre? Gå på stylter?

Hans Nørgaard

Jeg blev ramt af et enkelt sæt arme, pustede mig gevaldigt op og bad den ivrige danser om at flytte sig lidt – og det gjorde han – med et venligt og undskyldende smil. 

Og misforstå mig nu endelig ikke. Jeg ved jo udmærket, at de høje personer ikke er ude på at genere mig. 

Adskillige forsøger at vise hensyn - men andre gør desværre ikke. Og hvad skal jeg så gøre? Gå på stylter?

Rabat til de små

Men hvad gør vi så?

Jeg nægter at kaste mig ind i kampen om at stå forrest. Og jeg kan nok heller ikke insistere på, at der er stole til alle, hver gang jeg går til koncert. 

Så kunne man måske forlange, at alle, der køber en koncertbillet, skal oplyse deres højde og at de så får tildelt en placering i salen, der passer til. Altså de små forrest – de høje længst tilbage.

quote Alternativt kan man indføre rabat for os højdemæssigt udfordrede.

Hans Nørgaard

Alternativt kan man indføre rabat for os højdemæssigt udfordrede. 

Jeg får jo ikke fuldt visuelt udbytte af en koncert, jeg kun kan se delvist, og den lydmæssige oplevelse begrænses, fordi musikken skal filtreres gennem ryggen på høje mennesker.

Men inden vi når den slags besværlige, administrative krumspring – så kunne man måske forsøge med en opfordring til de høje: Bevæger du dig ind i salen, så kig også bagud. Hvem stiller du dig foran? Har du en mulighed, så du ikke skal stå lige foran en person, som du rager godt og grundigt op over? 

Hvis du har – så brug den, så både du – og jeg – får en fed koncertoplevelse. 

Og er du ikke høj – men måske bare gennemsnitshøj. Så drop det højt opsatte hår, hatten eller de vildt høje hæle. 

Kan du ikke det – så læs afsnittet ovenover – og vis hensyn.

Tak.



Flere klummer

Illustrationer: Louise Heine Cassens

Mest læste i dag

Se flere

Samfund

efeewgweherhtrjyteky

Danmark skruer ned til 19 grader: - Det bliver formentlig ubehageligt for de fleste

qgewgew

Ældre kvinde på elcykel død efter ulykke

20191114-194452-3-4000x2667ma

Her er priserne steget mere i Danmark end i andre lande - nu skal sagen granskes

20190206-121342-L-4928x3280ma

Tidligere partiformand melder sig på banen igen som folketingskandidat

Lorryland