Kæmpepandaer på vej til København Zoo

Den kinesiske kæmpepanda er på vej til Zoologisk Have i København som en del af dansk erhvervsfremstød i Kina.

Det sker som en del af et dansk erhvervsfremstød i Kina med deltagelse af dronning Margrethe, ministre fra den danske regering og Zoos direktør, Steffen Stræde.

- Vi er utroligt stolte og begejstrede over muligheden for få kæmpepandaen til København. Kæmpepandaen er et ikon inden for naturbevarelse, som Zoo netop arbejder intensivt med, siger Steffen Stræde i en pressemeddelelse.

Det er ikke mange zoologiske haver uden for Kina forundt at kunne fremvise en kæmpepanda, og derfor kalder København Zoo det også en "stor ære og anerkendelse" at blive godkendt som vært for den sjældne og stærkt truede art.

- Vi glæder os over at bidrage til forskningen i dette sjældne og betagende dyr, som det kun er meget få mennesker forundt at opleve.

Det er helt fantastisk, at børn og voksne i Danmark nu får lov til at lade sig fascinere af kæmpepandaen på nært hold

I naturen lever kæmpepandaen i de kinesiske såkaldte tågeskove i 1500-3500 meters højde. Arten er stærkt truet, og mindst halvdelen af kæmpepandaens levesteder er i løbet af de seneste 20-30 år forsvundet.

Man anslår, at der kun er cirka 1600 kæmpepandaer tilbage i naturen, mens 376 lever i fangenskab, fortrinsvis i Kina.

I det fri spiser kæmpepandaen udelukkende bambus, som er fattig på næring, og derfor skal dyret æde op til 20 kilo bambus om dagen. Dermed går 15 timer af døgnet med at æde for de vilde kæmpepandaer.

De nærmere detaljer omkring modtagelsen af en kæmpepanda fra Kina er endnu ikke fastlagt, men København Zoo oplyser, at de ønsker at få et avlspar - en han og en hun.

Der går nogle år, før besøgende i København Zoo kan opleve kæmpepandaen på nært hold, da der først skal bygges et anlæg til de nye bjørne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik