Kæmpe uddannelsesinstitution dropper åbent hus og hopper på YouTube

Coronapandemien har igen tvunget Next-uddannelserne i København til at nytænke info- orienteringsaftener, der nu bliver digitale.

Om under to måneder er der ansøgningsfrist for at søge ind på en ungdomsuddannelse for de mange grundskoleelever, der til sommer færdiggør folkeskolen med en afgangseksamen.

Og den snarlige frist betyder, at både grundskoleelever og deres forældre står i kø for at få mere at vide om de mange muligheder, som Next-uddannelserne har at byde på.

Men i år bliver køen ikke fysisk, som den ellers plejer at være til de populære info- og orienteringsaftener hos Next København.

I stedet er skolen nu klar med en onlineløsning, hvor de unge kan deltage på videotjenesten YouTube, skriver uddannelsesinstitutionen i en pressemeddelelse.

- Vi ved, hvor vigtigt det er for de uddannelsessøgende at få vejledning og opleve vores forskellige uddannelser. Derfor går vi igen i år live på YouTube fra vores respektive uddannelser en række aftener i januar, siger direktør for Next København Ole Heinager.

Stor succes sidste år

Før coronavirus eksisterede, tog Next København imod over 5000 gæster på sine seks gymnasier og mere end 30 erhvervsuddannelser i hovedstadsområdet i forbindelse med åbent hus-arrangementer før ansøgningsfristerne.

Sidste år var uddannelsesinstitutioner over hele landet også nødsaget til at tænke i alternativer i vintermånederne, og her lykkedes det for første gang Next at afholde info- og orienteringsaftener online med stor succes.

Godt 10.000 så med hjemmefra bag skærmene, og i år er video-setuppet styrket yderligere af live videoproduktioner fra skolerne, så unge uddannelsessøgende kan opleve de mange uddannelser, som skolen tilbyder.

- Her vil de unge og deres forældre få et indtryk af gymnasierne og erhvervsuddannelserne via interviews med blandt andet elever og undervisere, ligesom de vil kunne tilgå såkaldte live breakout-rooms og chatte med eller ringe ind til vores vejledere, forklarer Ole Heinager.

Sideløbende med det digitale initiativ forsøger skolerne nu at klarlægge, om de kan invitere til mindre besøgsdage også.

- Er man interesseret i det, kan man kontakte den lokale studievejleder på de respektive Next-uddannelser for at høre mere om kommende besøgsdage, siger Ole Heinager.

Her afholder Next info- og orienteringsaften

NEXT afholder i alt 7 online info- og orienteringsaftener i januar fordelt på en erhvervsskole og seks gymnasier:

NEXT Campus Nørrebro, Baltorp Business Gymnasium, Københavns Mediegymnasium, Sukkertoppen Gymnasium, Sydkysten Gymnasium, Vestskoven Gymnasium og Vibenshus Gymnasium.

Interesserede kan få mere information og tilmelde sig på nextkbh.dk, så får man tilsendt program, reminder og link til info- og orienteringsaften

Kilde: Next København

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik