Kælderbombe i rockersag rev taget af Mazda

Hæren har prøvesprængt kopi af bombe, som rockere gemte i kælderrum. Resultatet var rystende, siger ekspert.

Det var meget seriøs bombe, som politiet sidste år i marts fandt i et kælderrum under adressen Ved Ungdomsboligerne i Gentofte nord for København.

Det fremgik tydeligt i Retten i Glostrup mandag, hvor to rockere med tilknytning til Hells Angels er anklaget for at gemme den lille madkasseformede bombe sammen med et større arsenal af skydevåben og håndgranater.

Hærens ammunitionsryddere har lavet en kopi af bomben fra kælderen, som oprindeligt blev blæst i stykker af bomberobotten Rulle Marie.
Kopien blev sidste år på et øvelsesanlæg ved Jægerspris placeret under førersædet på en udtjent sølvgrå Mazda 626 og sprængt, mens politiet filmede for at finde frem til sprængkraften af dens 700 gram formbart sprængstof.

Filmen, der mandag blev afspillet i retten, viser, hvordan eksplosionen får Mazda'en til at lette, taget bliver revet og førersædet bliver blæst ud af bilen og lander på jorden bag det ramponerede køretøj.
Ifølge Kim Lindholdt fra Kriminal Teknisk Center var bombens sprængkraft uden tvivl dræbende.
- Jeg var rystet over effekten, for det er egentlig ikke så stor en mængde sprængstof, sagde han i retten.

De to tiltalte rockeres forsvarer gjorde opmærksom på, at den oprindelige bombe fra kælderen ikke var isat en detonator og derfor reelt var ufarlig.
- Det er korrekt. Men det er nu ret typisk, at man af sikkerhedshensyn opbevarer detonator og sprængstof hver for sig, sagde Kim Lindholdt.
Bomben fra kælderen havde to kraftige magneter fastgjort til låget.
- Derfor er det nærliggende at tro, at den skulle fastgøres under et køretøj, sagde Kim Lindholdt.
Sagen om det massive våben- og sprængstoflager i Gentofte indgår i sagskomplekset mod 16 rockere fra HA og AK81, der er anklaget for flere drabsforsøg på rivaler i bandekonflikten.

Der ventes dom i sagen i næste måned.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik