Oversigt

Seneste nyt

K vil opløse flere bander og hæve straffen for vold markant

De Konservative spiller nu ud med 17 forslag på retsområdet, der blandt andet sigter efter at slå hårdt ned på bander.

I udspillet, der har fået navnet "Lov og orden", vil partiet stramme knivloven, forsøge at opløse flere bander, som det er sket med Loyal To Familia, og så skal straffen for vold og voldtægt hæves med minimum 50 procent.

Er man tidligere dømt for vold eller voldtægt, skal straffen være dobbelt så høj som nu, hedder det i udspillet.

Det handler om retsfølelsen, siger den konservative formand, Søren Pape Poulsen.

- Jeg har det sådan, at retsfølelsen er altafgørende i et samfund. At man som offer skal vide, at en gerningsmand får sin straf, så gerningsmændene ikke kan gå og - havde jeg nær sagt - grine af det, de har gjort, siger Pape.


De Konservative foreslår også, at vanvidskørsel skal straffes hårdere. Vanvidskørsel begået af udlændinge skal, mener partiet, medføre udvisning fra Danmark i minimum et år.

Bandemedlemmer skal også kunne fratages retten til erstatning, hvis de kommer til skade under en banderelateret konflikt, og bandemedlemmer og voldsdømte, der har fået en fængselsdom, skal fratages deres offentlige ydelser.