Julegudstjenester ”udsolgt” flere steder – det skal du gøre, hvis du vil i kirke juleaften

Søg information om din egen kirke, hvis du vil i kirke juleaften, lyder opfordringen. Og ellers kan du livestreame.

Julen har bragt velsignet bud – og det mærker folkekirken i sandhed op til jul, hvor tusindvis af danskere ser det som en tradition at tage i kirke juleaftensdag for at høre juleevangeliet om Jesusbarnet i krybben.

Sådan er det også i år – og så alligevel ikke.

Julen bliver nemlig langt fra, som den plejer at være.

I år har nissehuerne nemlig fået selskab af blå mundbind og lune håndtryk er blevet til hårde albuer.

Covid-19 er nu, efter godt ni måneder, fortsat en levende del af det danske samfund og præger i høj grad, hvordan vi gebærder os.

Det gælder også i kirkerummet, hvor der nu kan være langt færre på kirkebænkene end tidligere.

Derfor har mange kirker set sig nødsaget til at tage nye metoder i brug for at kunne invitere til julegudstjeneste.

Flere julegudstjenester i Vor Frue Kirke

I Københavns domkirke Vor Frue Kirke har man traditionelt én julegudstjeneste og én såkaldt julevesper, som er en mini julegudstjeneste med særligt fokus på julens musik og salmer, hvert år. Men i år har man valgt at afholde to julegudstjenester og to julevesper.

quote Jeg har svært ved at se, at vi skulle holde julegudstjeneste uden julesang. Derfor fordoblede vi udbuddet i stedet

Steffen Ringgaard Andresen, præst i Vor Frue Kirke

Normalt medvirker Københavns Drengekor til begge gudstjenester – men i år er der ikke plads, forklarer Steffen Ringgaard Andresen, som er sognepræst ved Vor Frue Kirke og selv står for julegudstjenesterne.

- I Vor Frue Kirke har vi valgt at afholde en ekstra gudstjeneste og en ekstra julevesper juleaftensdag, så så mange som muligt får mulighed for at komme. Og da Københavns Drengekor tager en del pladser, medvirker de i år kun ved de to julevesper, siger han til TV 2 Lorry.

Normalt kan der være i omegnen af 1500 kirkegængere ad gangen i kirken, men på grund af coronarestriktionerne må der nu kun være 250 syngende kirkegængere i det store kirkerum.

- Desuden har lavet en ekstra gudstjeneste i vores kirke Sct. Andreas Kirke, hvor der normalt ikke er gudstjenester, siger Stefen Ringgaard Andresen, som medgiver, at planlægning af julegudstjenesterne har været meget anderledes i år.

Julegudstjenester

Anbefalingerne om at holde afstand, herunder 2 meters afstand ved sang, gælder også til julegudstjenesterne.

Undersøg mulighederne i din lokale kirke. For nogle kan der fx være mulighed for at deltage i virtuel gudstjeneste.

Undersøg om du kan tilmelde dig julegudstjenesten online, så kirken kan holde øje med, at der ikke kommer for mange.


Kilde: Sundhedsministeriet

Online-reservationer revet væk

- Alt har været oppe at vende. Vi har også overvejet, om vi skulle holde julegudstjeneste uden sang for så at lukke flere ind. Men jeg har svært ved at se, at vi skulle holde julegudstjeneste uden julesang. Derfor fordoblede vi udbuddet i stedet, siger præsten.

Går man med tanken om at skulle til gudstjeneste i Vor Frue Kirke er der dog nedslående nyt. Kirken har nemlig givet mulighed for, at man kunne reservere pladser ved gudstjenesterne online – og allerede nu er alle billetter væk.

Under en åben himmel

I Søllerød Kirke, der ligger i Rudersdal Kommune, har man også grebet julefejringen anderledes an.

Her har man rykket den traditionsrige julegudstjeneste under åben himmel, da restriktionerne om pladskrav, hvis der skal synges, betyder, at der kun må være 50 gæster i kirken ad gangen.

quote Uanset hvilken model vi ville vælge, vil der være fordele og ulemper. Det, som vi har vægtet højst, er, at der ikke er for mange, som bliver afvist, når de kommer til kirken.

Bo Chen, præst i Søllerød Kirke

Normalt har kirken omkring 1.000 kirkegængere juleaften fordelt på to gudstjenester – og med en gudstjeneste udendørs er mulighederne for at være flere større, forklarer Bo Chen, som er præst ved kirken.

- Vi sætter et telt op på en græsplæne ved kirken, hvor der bliver plads til omkring 200. Teltet har ingen sider, og så sætter vi også 200 ekstra stole op med god afstand omkring teltet, siger Bo Chen.

- Uanset hvilken model vi ville vælge, vil der være fordele og ulemper. Det, som vi har vægtet højst, er, at der ikke er for mange, som bliver afvist, når de kommer til kirken. I julen er det vigtigt, at vi føler, at vi er en del af et fællesskab. Og det sammenhold, som er juleaften, føler vi bedst, at vi kan skabe på denne her måde, siger præsten.

Husk varmt tøj

Han medgiver, at det kan blive en kold affære at være til julegudstjeneste i Søllerød Kirke og opfordrer derfor til, at kirkegæster tager godt med tøj på.

På grund af omstændighederne er orgelet også erstattet af et forstærket elklaver, som akkompagneres af et brassband af messingblæsere.

- Det giver en god julelyd, siger Bo Chen.

Julegudstjeneste i Søllerød kræver ingen tilmelding, men opfordringen fra præsten er, at man husker på at holde afstand, når man kommer og går.

- Udgangspunktet, da vi startede med at tale om det her var, at det bliver et anderledes år og en anderledes jul uanset hvad, vi gør. Så vi er glade og tilfredse med vores løsning, siger Bo Chen.

Seks korte gudstjenester og masser af sprit

I Frederiksborg Slotskirke i Hillerød har man også kløet sig i håret forud for julegudstjenesterne.

Ved de normale to julegudstjenester plejer kirken at have omkring 2.000 kirkegængere på besøg, men selv om der er skruet på alle håndtag, kan det ikke lade sig gøre i år.

- Vi kan få plads til maks 1.200 personer ved at lave seks julegudstjenester, så det er cirka halvdelen af, hvad vi plejer. Men vi har spændt buen til det yderste, siger provst Jørgen Christensen til TV 2 Lorry.

De mange gudstjenester starter allerede fra klokken 11 om formiddagen og tæller blandt andet to børnegudstjenester.

quote Vi skal både have alle folk ud, hvorefter vi skal tørre og spritte af, før vi kan fylde kirken igen

Jørgen Christensen, provst i Frederiksborg Slotskirke

Der må være 200 syngende kirkegængere i slotskirken ad gangen, og derfor skal man også her bestille plads, hvis man vil være med – men så skal man til at skynde sig.

- Man skal reservere pladser p vores hjemmeside og vise den ved indgangen. De første gudstjenester er udsolgt, og der er i hvert fald mindst 100 bookede pladser til de fire andre. Måske nærmere 150, så folk har været om sig, selvom det kun er den 9. december.

- Det bliver meget korte gudstjenester, hvor vi har skåret en bibellæsning fra og en salme væk. Nu skal vi snart lave en tidsprøve for at se, om det er nok. For vi skal både have alle folk ud, hvorefter vi skal tørre og spritte af, før vi kan fylde kirken igen, siger Jørgen Christensen.

Præst: Livestream gudstjenesten eller orienter dig nu!

Hvis man ikke når at få en plads i kirken, er det muligt at streame gudstjenesten i slotskirken fra klokken 14.00 på kirkens hjemmeside eller på Facebook.

quote Man bliver nok nødt til at undersøge det i sin egen kirke og se, om man skal reservere, bare dukke op eller noget helt tredje

Jørgen Christensen, provst i Frederiksborg Slotskirke

- Vi har valgt af afholde mange julegudstjenester, for det giver folk en chance for at komme i kirke og synge salmer. Det synes vi vægter højt, siger præsten og kommer med en sidste opfordring til alle, som ønsker at komme i kirke juleaften:

- Man kan ikke tro, at man kan gå i kirke, som man plejer juleaften og få en plads. Man bliver nok nødt til at undersøge det i sin egen kirke og se, om man skal reservere, bare dukke op eller noget helt tredje, siger han.

Du kan typisk finde oplysninger om, hvordan det foregår i netop din kirke ved at besøge hjemmesiden www.sogn.dk. 

Julegudstjeneste på TV 2 Lorry

Hvis du ikke lige helt kan overskue det der med at finde ud af, hvordan det foregår i din lokale kirke juleaften, ikke får plads eller bevidst vælger det fra i disse coronatider, så kan du se med hos TV 2 Lorry.

Vi streamer nemlig tre julegudstjenester fra Frederiksberg Kirke, Nr. Herlev og Uvelse Kirker og Roskilde Domkirke her på vores hjemmeside og på TV 2 Lorrys egen TV-kanal den 24. december fra klokken 14.00.

Vel mødt - og glædelig jul. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik