Juleanden er truet: "Mit bedste råd er at købe den nu"

Fugleinfluenza har ramt Danmarks andemarked. TV 2 Lorry gør andestatus og undersøger, hvordan det påvirker din andesteg til jul.

Skal du have and til jul?

Så kan det være, at du skal købe den nu. 

Flere i branchen fortæller til TV 2 Lorry, at juleanden er truet. 

- Det er ikke et spørgsmål, om der er et problem eller ej. Spørgsmålet er, om det er et meget stort problem, eller et voldsomt stort problem, siger Morten Gjerskov, ejer af Dyssegaarden i Roskilde, der sælger og producerer juleænder.

Ifølge Morten Gjerskov vurderes det internt i branchen, at der vil mangle omkring en million ænder til jul. 

- Mit bedste råd er at købe anden nu, for de bliver svære at få fat på, og de bliver dyre, siger han: 

- Mange slagterier er på vildt opkøb efter ænder lige nu.

quote Vi producerer pænt mange ænder, men vi kan på ingen måde modstå efterspørgslen, når situationen først går op for folk

Morten Gjerskov


Ømme juletraditioner

Årsagen er det store udbrud af fugleinfluenza, som særligt har ramt Frankrig hårdt. Det har fået konsekvenser for landets produktion af særligt berberi-ænder. 

Udfordringen er, at når én and i en besætning får fugleinfluenza, bliver hele besætningen slået ned. 

Det så man også i Sønderjylland tidligere på året, fortæller Morten Gjerskov, hvor 60.000 kalkuner blev slået ned, fordi en enkelt kalkun fik fugleinfluenza. 

Og det bliver nok ikke sidste gang, at det sker. 

Der er derfor lagt op til hektiske juleindkøb, vurderer andeproducenten. 

- Folk er meget ømme om juletraditionerne. Der er ikke nogen, der skal røre ved julen, og folk er villige til at gå langt for den rigtige and, siger Morten Gjerskov:

- Vi producerer pænt mange ænder, men vi kan på ingen måde modstå efterspørgslen, når situationen først går op for folk. 

Dyssegaardens stamkunder kan derfor heller ikke vide sig sikre på at få en juleand i år, med mindre den er købt eller bestilt på forhånd. Og så vil prisen være højere. Omkring 20 kroner dyrere per kilo, regner de med. 

Færre franske fjerkræ

Også Slagter Friis på Frederiksberg melder om færre ænder. 

- Hele branchen taler om det, siger ejer Søren Friis. 

Selv kommer Slagter Friis ikke til at mangle, da ænderne allerede er indkøbt. Med mindre en af dem viser sig at være inficeret. 

Det vil dog alligevel værre en noget anden andesæson hos slagteren. 

- Ænderne kommer til at være omkring 20 procent dyrere end normalt, og man kan ikke være sikker på at få den anderace, man ønsker, siger Søren Friis: 

- Særligt de franske berberi-ænder er hårdt ramt. Så det er en god idé at købe anden i god tid i år, understreger han. 

Slagter Friis slagter deres ænder omkring Mortens Aften, så her kan man med fordel også købe anden til jul, fortæller han. Deres ænder kommer i år til at koste omkring 700 kroner per and for omkring 3,5-4 kilo kød. 

Mindre sortiment i supermarkeder

Men hvad med supermarkederne, tænker du måske. Kan du stadig få en and i køledisken?

Coop, der ejer Fakta, Kvickly, Super Brugsen, Dagli' Brugsen, Coop365 og Irma, regner med at have ænder nok til alle, men erkender, at det er svært at få de mængder, de ønsker, på grund af fugleinfluenzaen. 

- Fugleinfluenzaen er særligt slem i år. Så vi kan ikke love, at man får præcis den and, man bedst kan lide. Der vil ikke være helt så meget at vælge imellem, som der plejer at være, siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop. 


Coop sælger både frostne og ferske ænder. De ferske regner de med at have nok af. Men de frostne halter efter. Og særligt de populære berberi-ænder vil være sværere at få fingrene i. 

Og så er der prisen. Den bliver højere, fortæller Jens Juul Nielsen. 

- Udbuddet er mindre, så priserne vil stige. Men det er for tidligt at sige hvor meget. 






_

_


Mest læst i dag

Se flere

Forbrug

20201213-103232-5-1920x1077we

Butikker sælger færre julelys, men hvor meget sparer man ved at droppe dem?

80_percent

playBetaler du 100 kroner eller 500 kroner for et juletræ? Prisen afhænger af, hvor du bor

Thomas Nygaard Hamann2

playHer går det godt: Trods inflation og krig kradser krisen ikke i Thomas' virksomhed

nissehue-01

Populære nissehuer udsolgt: Nu syer Gitte dem selv


Lorryland


Forsiden lige nu

Se flere