Journalister på betalt “Druk”-kursus: Kan alkohol gøre dig mere kreativ?

Kan det virkelig passe, at det kan fremme kreativiteten hos folk, hvis man får en lille skid på? Ja, mener underviser, nej siger forsker.

Der er arbejdsgiver-betalt druk, når kursisterne møder op på kurset "Bliv kreativ med “Druk”.

Nej, der er ikke tale om et forsøg på at genskabe Thomas Vinterbergs Oscar-vindende film "Druk", men tesen er den samme. I det her tilfælde er der dog ikke tale om fire gymnasielærere, der skal forsøge at gøre deres liv og undervisning mere spændende.

Kurset er derimod en del af Mediernes Efteruddannelse. Det er her, hvor journalister - på arbejdsgiverens regning - kan få ny viden, som de kan tage med tilbage til deres arbejdsplads.

quote Hvis man har en promille på 0,5 til 0,7, så er man mest kreativ

Henrik Bjerring, underviser, udvikler og ejer af produktionsselskab

Kurserne spænder bredt fra viden om datajournalistik, kommareglerne og i det her tilfælde hvordan man skærper den kreative proces, når man skal idéudvikle.

- Helt grundlæggende så er måden, man får nye ideer på, ved at trække nye linjer mellem alle de gamle ting, man har i hovedet. Det er der nogle, der er bedre til end andre, men det er noget alle kan, og det kan man fremme på flere måder, forklarer underviseren på kurset, Henrik Bjerring, til TV 2 Lorry.

Tese: Alkohol flytter fokus

Mange kan måske genkende, at når de har kæmpet med noget, de ikke kan komme videre med, så kommer løsningen, når de er i bad, ude at gå tur eller på anden måde laver andet end at tvinge en løsning frem.

- Idéen er, at man flytter fokus i hovedet ved at indtage noget alkohol, så får man skruet ned for fokusset på den udfordring, man forsøger at løse. I bund og grund handler det om kemiske reaktioner inde i hjernen, forklarer Henrik Bjerring.

Men det handler ikke om, at deltagerne skal drikke sig fra sans og samling.

Henrik Bjerring henviser til et studie fra University of Chicago, som viser, at der kan være en sammenhæng mellem mængden af alkohol i blodet og evnen til at løse kreative udfordringer.

- Idéen med kurset er ikke, at man sidder og drikker sig fuld. Hvis man har en promille på 0,5 til 0,7, så er man mest kreativ, fortæller Henrik Bjerring.

Forsker: Alkohol giver ikke mere kreativitet

Den forklaring modsiges dog af Morten Hesse, der er lektor ved Center For Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet i København.

Han forklarer, at der muligvis er en sammenhæng mellem, at man er lidt grænsesøgende i livet, og at man drikker for meget og dermed kreativ, men:

- Det er ikke sådan, at fordi man får alkohol, så bliver man mere kreativ, hvis jeg skal sige det sådan helt firkantet, siger han til TV 2 Lorry.

quote De første ideer er ret kedelige, men så kommer der nogle ret gode frem, inden det bliver ret dumt

Henrik Bjerring, underviser, udvikler og ejer af produktionsselskab

Morten Hesse anerkender, at der er studier, som viser, at der kan være en sammenhæng mellem indtagelsen af alkohol og en øget kreativitet. Men forskningen på området er for snæver til at konkludere noget, siger han:

- Vi vil gerne have, at man kan gentage det. Der er stor usikkerhed ved at lave en undersøgelse på en gruppe mennesker én enkelt gang. Det kræver mange gentagelser, før man kan sige, at det er egentlig bevis. Og sammenhængen er slet ikke så markante i de her undersøgelser.

Henrik Bjerring anerkender, at den begrænsede forskning på området gør sammenhængen usikker. Han hæfter sig dog ved, at der ikke er undersøgelser, der afviser en sammenhæng.

- Bare fordi der er nogle, der ikke har genvist det, er det ikke det samme, som at det ikke er rigtigt. Der er ikke forsket så meget i det, og jeg har ikke fundet frem til nogen studier, der viser, at det ikke virker, forklarer han til TV 2 Lorry.

Men det er heller ikke alkoholen alene, der skal gøre kursisterne mere kreative.

Helt konkret kommer kursisterne eksempelvis til at arbejde med to bunker post-its. I den ene bunke kan der være tidligere kendte tv-formater, mens den anden bunke indeholder forskellige emner.

- Så trækker man en post-it fra hver bunke, og så kan det være, man står med ’The Muppet Show’ og naturvidenskab. Så sker der noget i hjernen, fordi det har man ikke set før, forklarer Henrik Bjerring.

Baseret på egne erfaringer

Alle deltagerne får udleveret en promilleholder for at sikre sig, at de ikke overstiger promillen i løbet af kurset. Når arbejdet er godt i gang, så erstattes alkoholen af kaffe for at holde folk skarpe.

Idéen til kurset udspringer ifølge Henrik Bjerring fra egne oplevelser med at bruge alkohol til at fremme kreativiteten.

- Jeg har lavet en del ting i udlandet og har typisk arbejdet sammen med faste folk. Vi afsætter gerne en af dagene, hvor vi sætter os på en bar for at udarbejde nogle ideer. 

Dagen efter går de idéerne igennem i ædru tilstand, og her viser sig et ret interessant mønster.

- De første ideer er ret kedelige, men så kommer der nogle ret gode frem, inden det bliver ret dumt. Det viser bare, at når vi rammer et vis niveau, så kommer der gode ideer frem.

- Jeg var en del år på "so ein ding" (tech-program på DR, red.), og der brugte vi det på den måde, at fordi vi ofte så hinanden privat, så opstod der tit ideudvikling, når vi spiste og fik lidt vin til maden.

Man skal dog passe på med at konkludere årsagssammenhænge med egne erfaringer, fortæller Morten Hesse:

- En ting man i psykologien har undersøgt, er folks evne til at forklare deres handlinger. Hvis man har levet et liv med alkohol, når man har skulle være kreativ, så vil det også være forklaringen på, hvorfor man har præsteret, som man har.

- Man kan vise, at mennesker kan blive påvirket til at gøre noget, og så kommer de med andre forklaringer, end hvad resultaterne i undersøgelserne viser. Det er lidt som, hvis nogen siger, at de er gode til at spille billard, fordi de har fået øl, men ikke kan finde ud af at spille billard, når de er ædru. Det er meget spinkelt og spekulativt.

quote Det er lidt som, hvis nogen siger, at de er gode til at spille billard, fordi de har fået øl, men ikke kan finde ud af at spille billard, når de er ædru

Morten Hesse, lektor ved ved Center For Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet

Henrik Bjerring understreger, at kurset for ham ikke handler om, at det er nødvendigt at drikke alkohol for at få kreative ideer. Men det handler om, at alkoholen er med til at fjerne en fra det miljø, man normalt arbejder i.

- Da jeg for eksempel sad på den bar i New York, kunne jeg tydelig se på vores noter, at der var gode kreative tanker vi kunne arbejde videre med. Havde jeg fået de idéer uden at drikke alkohol?, spørger han retorisk og fortsætter:

- Det er ikke fordi, man ikke kan arbejde uden alkohol, det kan man nok godt. Men det handler også om det miljø, man er i, når man drikker alkohol, og at det kan betyde, man tænker anderledes, end man normalt gør. Om det skyldes alkoholen, eller summen af alle de ting er interessant.

- Er du ikke bekymret for, om denne metode kan gøre folk afhængige af alkohol for at få idéer?

- Det er helt klart noget, jeg har tænkt over. Forherliger jeg nu alkohol? Vi lever i et land, hvor alkohol er en stor del af kulturen. Her er der tale om et kursus, hvor du drikker så lille en mængde alkohol, at du stadig må køre bil - hvis den er under 0,5, siger Henrik Bjerring og konstaterer

- Hvis folk er afhængige efter kurset, så var de det nok også inden, siger Henrik Bjerring.

Alkohol hæmmer indlæringen

Morten Hesse vurderer heller ikke, at kurset vil føre kursisterne direkte ud i et misbrug. Men han tvivler på, om de rent faktisk får noget med sig fra kurset.

- Hvis du tilfører kroppen alkohol, så svækker du indlæringen. Du svækker både langtids- og korttidshukommelsen. Uanset om du så får en kreativ proces, så er muligheden for at få noget med dig fra kurset lille.

Henrik Bjerring er dog ikke så bekymret for den del, da de nye idéer, som opstår, bliver skrevet ned. Og så handler det om at komme op med nogle grundidéer, som man kan tage med tilbage til sin arbejdsplads og arbejde videre med.

- Jeg er sådan set enig med ham (Morten Hesse, red.) i, at man ikke bliver skarpere af at drikke alkohol og dermed mere kreativ, til gengæld kan der opstå ting, som der normalt ikke ville opstå, siger Henrik Bjerring, inde han slutter:

- Når folk har været på det her kursus, kan det god være de ikke har fået flere kreative ideer, men det kan jo være, de synes, det var hyggeligt, fordi de fik nogle øl, lyder det med et glimt i øjet.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik